Formanden for Folketingets trafikudvalg, Flemming Damgaard Larsen fra Venstre, ser positivt på forslaget om en ny, alternativ tunnelløsning for togtrafik fra Falsterbo-næsset i Skåne til Stevns. Men han kræver, at svenskerne betaler for nye undersøgelser, eftersom han mener, at de får de største fordele af tunnelen.
Rapidus’ afsløring i går om brancheorganisationerne Dansk Byggeris og Danske Anlægsentreprenørers plan om en togtunnel mellem Stevns og Falsterbo-næsset vakte stærke reaktioner på den svenske side af Sundet. Ved frokosttid i dag havde Sydsvenskans artikel om forslaget fået over 60 kommentarer, de fleste negative.
Men Flemming Damgaard Larsen, som i dag fik planerne forelagt, kalder tunnelen en god idé. Det gør han, fordi han er modstander af at lade svenske højhastighedstog krydse Sundet via Helsingborg-Helsingør for derefter at fortsætte med 320 kilometer i timen ned gennem Københavnsområdet mod Europa.
— Vi har dog to forbehold for en ny jernbanetunnel. Den skal brugerfinansieres og ikke betales af skatteydernes penge. I det omfang det kan løbe rundt med brugerbetaling, så er Falsterbo-Stevns tunnelen absolut interessant. Det andet forbehold er, at det må svenskerne lave undersøgelserne af, da de har den største interesse i at svenske højhastighedstog går gennem Danmark, siger Flemming Damgaard Larsen.
I Skåne lyder der mere tvivlende toner, både når det gælder projektets lønsomhed og det at føre en stor jernbane via Falsterbo-næsset, der er kendt som et naturskønt sted med mange velbjergede indbyggere.
— En togtunnel er jo ikke nogen billig ting, og det er frem for alt den regionale trafik, der for eksempel betaler for broen. Jeg har svært ved at tro, at nogen ville kunne løfte omkostningerne til en højhastighedstunnel, siger Stephan Müchler, adm. dir. for Sydsvenska Handelskammaren.
Af Keld Broksø och Anna Palmehag