Cepa Mobility i København, som udvikler en mobil kommunikator til handikappede, har fået to nye kontrakter i udlandet. Et system sælges til Active Communication i Schweiz og et til RDG Kompagne i Nederlandene.
— Senere på året regner vi desuden med at sælge til såvel Norge som Sverige, siger adm. dir. Niels Martensen.
Den præcise ordreværdi er hemmelig, men lignende systemer er listet på Cepas website og koster her omkring 20.000 kroner.
Cepa udvikler en speciel håndcomputer, CepaCom, der kan monteres på kørestole. Via håndcomputeren kan kørestolsbrugeren nemt kommunikere med sine omgivelser ved hjælp af en indbygget talemaskine. Desuden har den medieafspiller og understøttelse af mobiltelefon og SMS.
Hidtil i år er salget blevet fordoblet sammenholdt med sidste år, hvor Cepa solgte en snes systemer, primært i Danmark.
— Det tager tid at forhandle, og det er besværligt at eksportere, men vi oplever, at det er ude i Europa, at de store penge ligger, siger Niels Martensen.
Grundlaget for virksomheden blev skabt i 2003, hvor Niels Martensen blev plejer for Tarik Ghiyati, som er spastiker. Tarik Ghiyati ville gerne selv kunne bruge sin mobiltelefon, indså at flere var i samme situation og startede virksomheden Cepa Mobility sammen med yderligere en ingeniør og en programmør. Virksomheden holder til i 5te UnIT, en del af IT-væksthuset 5te på IT-Universitetet.
Af Anders Frick