Det lille danske biodieselfirma Biofuel Express fra Hørsholm, som fik startstøtte med en kaution fra danske, halvstatslige Vækstfonden i 2008, har nu taget konsekvensen af større danske afgifter på biodiesel og vokser i stedet i Sverige. I 2010 omsatte firmaet for 35 millioner DKK, og firmaet mener nu de kan nå en halv milliard i omsætning på 3-4 år især via et svensk datterselskab.
– Vi kan se hvilken vej udviklingen går, forklarer direktør Martin Sebastian Agdal, som har en fortid hos Shell, og nu med tre medarbejdere styrer forretningen i Sverige for især busser og lastbiler med specialudviklet software samt under jævnlige besøg.
– Det er ikke med vores frie vilje, at vi som dansk firma har største marked i Sverige. Det er fordi Sverige modsat Danmark presser bl.a. biodiesel frem i markedet, siger Martin Sebastian Agdal.
I modsætning til i Danmark er biodiesel afgiftsfrit i Sverige, og biodiesel giver desuden en CO2 reduktion på godt 65 %. Firmaets vækst skal bl.a. komme via den skånske kemikoncern Perstorp, som i 2009 indgik samarbejde med Biofuel Express AB om distribution af Perstorps biodiesel, som baseres på rapsolie. Martin Sebastian Agdal regner med der skal rejses ny kapital 3-5 millioner til væksten, som Perstorp dog også holder hånden under med lempelige betalingsbetingelser.
Først de seneste to måneder har Biofuel Express fået sorte tal på bundlinjen.
Da den svenske krone var lav fik firmaet også danske transport- og busvognmænd til at tage over broen og tanke, men det kan ikke betale sig nu. Danske kunder tanker kun hos Biofuel Express, hvis de alligevel har transporter i Sverige, hvor der ud over i Malmø og Helsingborg nu er fem ubemandede tankstationer til biodiesel. Hertil har svenske busselskaber, bl.a. Arriva i Sverige, fået 5 depoter, som Biofuel Express bestyrer. Det danske firma er ikke producent, men kun salgsled.
Det eneste sted, hvor Biofuel Express har gennembrud i Danmark er ved to projekter med EU-tilskud hos busselskaberne Arriva og Citytrafik i Aalborg. Biodiesel kan erstatte eller blandes op med fossil diesel. Biodiesel produceres af olier og fedtstoffer fra bl.a. rapsolie og slagteriaffald.
Af Keld Broksø