En dansk regel indført for over halvandet år siden om svensk bosatte pendleres bijob i Sverige har vist sig virkningsløs, kompliceret – og desuden mangler implementeringen i Sverige. Resultatet er, at dansk ansatte pendlere slipper for sociale afgifter (ca. 28 % af bruttolønnen) fra bijob i Sverige, men har samtidig usikre rettigheder ved sygdom.
Kort fortalt handler den danske ændring om, at en dansk arbejdsgiver nu kan aftale med en ansat bosat i Sverige, at ved et bijob i Sverige betaler den ansatte selv sociale afgifter. Det sker frem for den danske arbejdsgiver, som uden regelændringen risikerede at betale afgifterne.
Men Ernst Larsen, kontorchef for SkatØresund, siger til Rapidus, at den svenske stat ikke har implementeret en EU-forordning om, at Sverige kan indkræve sociale afgifter hos en ansat med bijob. Derfor bliver betaling til svensk socialsikring et stort nul. I Sverige er virkeligheden altså, at kun en arbejdsgiver kan indbetale arbejdsgiverafgifter og ikke en ansat.
— Jeg sidder med en del folk og diskuterer højlydt for øjeblikket, hvordan vi kan lave en bedre regel, som giver social sikring i arbejdslandet trods et bijob i bopælslandet. Det er udtryk for, at jeg ikke synes det er den bedste ordning, siger Ernst Larsen.
Arbejdsgiverne hos Dansk Industri og Dansk Erhverv er tilfredse med, at dansk ansatte pendlere slipper for sociale afgifter ved bijob i Sverige – og virksomhederne slipper for betalingsrisikoen. Men Dansk Erhverv, som repræsenterer 20.000 virksomheder og 100 brancheorganisationer, konstaterer, at det besværlige er, når en medarbejder får brug for sociale sikringer ved sygdom.
— Hvor skal virksomhederne henvende sig – og hvad er niveauet for sygesikringen? spørger chefkonsulent hos Dansk Erhverv, Ole Schmidt.
Dansk Erhverv tilbyder derfor en standardklausul til virksomhederne. Heri står, at ansatte pendlere helt skal afholde sig fra bijob i Sverige.
— Det nye er, at muligheden for en aftale om betaling af afgifter ved bijob viser sig ikke at eksistere i virkeligheden. Ingen kan modtage betalingen i Sverige. Det er ikke ideelt. Problemet består, at det er besværligt for danske virksomheder, når ansatte har social sikring i Sverige, siger Ole Schmidt.
Ole Schmidt har ikke hørt om danske virksomheder, som opkræves for svenske afgifter, hvilket tyder på, at de svenske myndigheder lader stå til.
Af Keld Broksø