Lundselskabet Consafe Logistics drager nu østpå. I sommer købte man det polske logistiksystemfirma Selmar, og næste år venter en etablering i Rusland. Den nye adm. dir. Ulf Walling tror på kraftig vækst i Østeuropa. Og på hjemmebane skal der ansættes godt fyrre personer.
De seneste årtiers tendens til at centralisere lageraktiviteter til stadig større enheder og investere i nye, avancerede logistikløsninger er nu også nået til de gamle østlande, mener Ulf Wallin.
— Vi ser Polen som det næste identificerede marked, derefter nabolande som Ungarn og Tjekkiet, men også Rusland dukker op på radaren. Det store skred, vi har oplevet i den vestlige verden de seneste ti til femten år, ligger stadig foran os i disse lande.
Rusland kommer efter Polen i planerne. Bliver det ikke til et opkøb der næste år, så går selskabet sandsynligvis ind med en partner. I dag har Consafe kunder i en snes lande. I løbet af det seneste regnskabsår, som sluttede i sommer, øgede koncernen omsætningen med 15 procent til 268 millioner svenske kroner, hvilket gav et overskud på 28 millioner.
Af de i alt 260 ansatte findes de 70 i det polske datterselskab. De kommende år vil Consafe Logistics ansætte mellem 40 og 50 personer. Det handler om konsulenter, systemudviklere og supportpersonale – blandt andet for at understøtte fremstødet mod øst.
Virksomheden ejes for 95 procents vedkommende af forretningsmanden Christer Ericssons JCE Group.
Af Kristian Svensson