Carlsbergs knopskydning 2cureX vælger Malmö frem for København

Medicinalfirmaet 2cureX, en knopskydning fra Carlsberg Research Center i København, har besluttet sig for at slå sig ned i Malmö. Virksomheden startede op med tre ansatte for nogle få uger siden. Efter at have søgt lokaler i Medicon Valley i nogle måneder op til starten, har man valgt at leje lokaler hos det lille forskningsselskab Imagnia i Malmö city.

-- Lokalerne med laboratorier og kontorer kan være indflytningsklare på ganske kort tid og til begrænsede ressourcer, og det er værdifuldt for en lille virksomhed som vores. Desuden er lejen billigere i Malmö end i København, og vi vil få mulighed for at udvide kraftigt det kommende år, siger 2cureX's projektchef Grith Hagel.

Omkring ti ansatte regner hun med, at selskabet vil have ved udgangen af 2007. 2cureX har udviklet en metode, der giver mulighed for såkaldt high throughput screening - analyse af et stort antal potentielle lægemiddelstoffer på én gang - direkte på sygt væv fra mennesker. Grundlaget er virksomhedens egen, patenterede teknologi, som kaldes ChemoCellomics. Kræftceller bringes til at vokse på små kugler i et polymermateriale, som er præpareret med de stoffer, man ønsker at teste. Lys i bestemte bølgelængder udløser kuglens stof, så det trænger ind i de celler, som sidder på kuglen, hvorefter man kan undersøge - eksempelvis under mikroskop - om cellerne er blevet dræbt. Metoden gør det muligt at teste titusindvis af stoffer på én gang.

2cureX ejer rettighederne til et stofbibliotek fra Carlsberg og vil ved hjælp af det finde frem til lægemiddelkandidater mod cancer. Lige nu arbejder man med et stof rettet mod endetarmskræft, og det har vist gode resultater i dyremodeller. På sigt vil selskabet også udlicensere teknologien til medicinalfirmaer, som arbejder med andre sygdomsområder.

2cureX finansieres med seed-kapital fra venturefonden Seed Capital Denmark og grundlæggerne. Ifølge økonomichefen, tyske Timm Jessen der bor i Kiel, regner man med at rejse mere kapital mod slutningen af næste år. Han er sammen med Grith Hagel og 2cureX's adm. dir. Ole Thastrup grundlægger af selskabet. Thastrup har tidligere blandt andet været chef for Carlsbergs forsknings- og kuvøsevirksomhed Biosector og var med til at grundlægge biotekselskabet BioImage (nu Thermo Fischer BioImage). Det samme gælder Grith Hagel, der endvidere har en baggrund fra såvel Novo Nordisk som Carlsberg.

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: