Britisk lægemiddelfirma placerer ordre hos MIP Technologies i Ideon
Lundvirksomheden MIP Technologies AB er på vej til at tage springet ud på det internationale marked med deres produkt, kunstigt fremstillede antistoffer.
MIP Technologies har indgået en aftale med et førende engelsk medicinalfirma om at udvikle kunstigt fremstillede antistoffer til et af deres nye lægemidler. Antistofferne anvendes til udrensning af lægemidler fra komplekse prøver som for eksempel blod, plasma eller urin. Det gør analysen lettere ved klinisk afprøvning af nye lægemidler.
Første fase af projektet gælder godt 100.000 svenske kroner, men adm. dir. Christine Berggren ser aftalen som et første brohoved til det internationale marked.
-- Det her er en meget vigtig aftale for os.
De kunstigt fremstillede antistoffer er polymerbaserede og skræddersyes under produktionen ved, at der tages et molekyleaftryk af et stof. Efter fremstillingen vaskes stoffet ud af plasten og efterlader hulrum, hvori stoffet kan bindes igen ved selve gentagelsen.
MIP Technologies vil senere på efteråret tage endnu et vigtigt skridt ud på det internationale marked. Det sker, når virksomheden udsender et standardprodukt, som kan anvendes af mange forskellige kunder. Der vil blive udviklet standardprodukter til markedssegmenterne levnedsmidler, sygehuse og miljøinstitutter.
Den internationale distribution af MIP Technologies produkter håndteres af engelske International Sorbent Technology, IST, og hollandske Spark Holland.
Venturekapitalselskaberne TeknoSeed og Malmöhus Invest er delejere i MIP Technologies.