Kursfaldet i Lundfirmaet Agellis har bremset virksomhedens opkøbsplaner, som er en vigtig del af forretningsstrategien. På nogle måneder er mere end halvdelen af børsværdien forsvundet. Opkøbene har glimret ved deres fravær siden midten af 2006.
Da Agellis i vinter blev noteret på småselskabslisten First North, var et af formålene at finansiere flere opkøb. Selskabet har siden starten i 2002 opkøbt mindre, supplerende virksomheder, der beskæftiger sig med måleinstrumenter til metalindustrien. Det seneste, som blev indlemmet i virksomheden, var Metal Process Control i Nyköping.
— Vi kigger aktivt på at købe mindre selskaber. Men vores børsværdi er skåret to tredjedele ned, og det betyder ikke, at en eventuel sælger, man diskuterer med, også kan skære to tredjedele af sin pris. Endvidere er det en komplikation, hvis man finansierer opkøb med egne aktier. Den lave vurdering påvirker disse handler negativt, siger adm. dir. Mårten Öbrink.
Agellis er i dag cirka 30 millioner SEK værd på børsen. Aktien står i godt 5 SEK, sammenholdt med tegningskursen på 15 SEK forud for noteringen.
Mårten Öbrink er dog tilfreds med firmaets udvikling. I løbet af årets første kvartal steg omsætningen til fire millioner SEK, og underskuddet faldt til 1,9 millioner fra 4,2 millioner i samme periode sidste år. Salget af den for selskabet så vigtige produktserie Emli-3 er kommet i gang.
— Nu gælder det om at få sorte tal på bundlinjen, så vurderingen kan komme i vejret. Vi står fast på målsætningen om positivt driftsresultat fra næste årsskifte.
Største ejer er grundlæggeren Christer Fåhraeus. Agellis har 22 ansatte, heraf 14 i Lund. Blandt kunderne er Sandvik, LKAB og Mittal Steel.
Af Kristian Svensson