Børsaktuelle C Technologies åbner kontor i Europa
C Technologies i Lund satser på at ekspandere kraftigt resten af året. Blandt andet agter man at åbne flere kontorer rundt om i Europa. Tyskland ligger sandsynligvis højt på listen, men adm. dir. Christer Löwgren vil ikke præcisere, hvilke lande det drejer sig om, eller præcis hvordan tidsplanen ser ud.
-- Det er på de store markeder i Europa, at det kan være vigtigt at have eget personale. De første resultater heraf vil kunne ses i løbet af dette år, siger han til Rapidus.
Ideen med ekspansionen er at styrke virksomhedens markedsføring og salg rundt om i verden. Parallelt med satsningen på Europa, skal kontoret i USA udvides. I Japan etablerer man et kontaktkontor via datterselskabet Anoto. Aktiviteterne i Stockholm og Lund skal også styrkes med mere personale i løbet af året. Udviklingsarbejdet vil også fremover foregå i Lund.
For at finansiere de kommende projekter og den videre forskning og udvikling har C Technologies besluttet sig for en nyemission, der skal tilføre selskabet omkring en halv milliard svenske kroner.
Emissionen er åben for offentligheden og institutioner og er det sidste skridt forud for en notering på Stockholmsbørsens O-liste fra den 16. juni, meddelte C Technologies i morges. I dag er selskabet noteret på Nya Marknaden, og nyheden om O-listenoteringen fik kursen til at stige med over ti procent under formiddagens handel.
Tegningskursen ved emissionen forventes at havne i intervallet 120-150 svenske kroner, men der er sat et maksimumbeløb på 165 svenske kroner. Kursen gælder efter en vedtaget opsplitning, som giver nuværende aktieejere ti nye aktier for hver gammel aktie. Anmeldelsesperioden er 17.-25. maj for offentligheden og 17.-26. maj for institutionelle investorer.