BioBridge i Ideon søger nye millioner til etablering i USA
Ideonvirksomheden BioBridge Computing i Lund arbejder med en nyemission som skal indbringe i størrelsesordnen 20 millioner svenske kroner.
Kapitaltilskuddet skal bruges til øget markedsføring og en etablering i USA. Adm. dir. Martin Waleij vurderer at pengene rækker i to år, og at selskabet i mellemtiden vil have nået break-even.
Virksomheden blev grundlagt i september 2000 og har 12 ansatte i øjeblikket. Grundlæggerne, med Lundforskeren Jim Samuelsson i spidsen, samt den adm. dir., ejer til sammen aktiemajoriteten. Det største økonomiske indskud er kommet fra Volito Innovation, som ejer 33 procent. I bestyrelsen sidder blandt andre Karl-Olof Borg, tidligere forskningschef hos Astra og Pharmacia.
Virksomhedens software Pepex anvendes til at identificere og sammenligne proteinsammensætningen i celler. Proteiner er målet for de fleste lægemidler, og forskellen mellem en syg og en rask celle er derfor meget vigtig, men tidkrævende, at finde frem til.
Med Piums, en mere omfattende softwareløsning hvor Pepex indgår som en del, er det muligt at sammenligne hvilket eller hvilke proteiner i en stor database der minder mest om det stof forskerne undersøger.