Kort sagt: EU’s stiftende grundlov – Rom-traktaten – fylder 50 år på søndag. Rapidus bruger anledningen til at udråbe Øresundsregionen som foregangsregion i Indre Marked de næste 50 år. Men det kræver selvransagelse først. Øresundsregionen er ved at ende som en anonym Interreg-oholic frem for et visionært fyrtårn for EU’s Indre Marked. Rapidus giver fem gode forslag til, hvordan vi igen kan opnå den status. Herunder skal vi undgå småprojekter, som ingen opdager.
Af Keld Broksø, Københavnsredaktør Rapidus
De euro-angste danskere og svenskere lærer næppe ligefrem at elske EU, men når klokken slår for Rom-traktatens 50-årsjubilæum på søndag den 25. marts, så er det værd at huske på, at EU’s Indre Marked siden 1993 har ført til fælles standarder for eksempelvis miljøbeskyttelse og produktsikkerhed, og at det har skabt nye, innovative arbejdspladser og vækst. Det lyder som en brugbar opskrift for Øresund. Men hvis Øresundsregionen i dag skal måle succes i EU, så måles den tydeligvis på, hvorvidt det lykkes at få snablen langt nok ned i EU’s kasser med Interreg-midler og penge fra strukturfondene. Gennem et dusin år er vi blevet Interreg-oholics, og det endda ret anonymt. Et image som mere eller mindre passiv, anonym bistandsmodtager er ikke visionært. Det er derimod visionært at forme EU ved at være en foregangsregion – og den status er tvivlsom i dag.
Målet fra EU’s side med støtten er, at Øresundsregionen skal være en af EU’s mest integrerede grænseregioner med tværnationale løsninger. Læg også mærke til dette mål: ”Indbyggerne i regionen skal opleve en samhørighed og en fælles identitet. Identiteten skal også opfattes af omverdenen.”
Enhver kritik af resultaterne fra EU’s støtte bliver forsvaret til sidste blodsdråbe af modtagerne, så her nøjes vi blot med her at give fem tilfældigt udvalgte eksempler på Interreg-tilskud – uden syrlige – eller rosende kommentarer:
* Landskabet som ressource, scenarier og strategier for en bæredygtig udvikling i Øresundsregionen. Interregmidler: 2.377.544 svenske kroner fra 2003-2005.
* Nanotekniskt Samarbejde i Øresundsregionen – Innovation, Uddannelse og Forskning. Interreg-midler: 2.545.100 svenske kroner i 2005-2006.
* Projekt Profil Øresund – tilvækst gennem placebranding. Interregmidler: 1.099.957 svenske kroner i 2006-2007.
* Minnenas Bro (om fælles historie). Interreg-midler: 390.000 svenske kroner i 2004-2005.
* Projekt Sound Forum Øresund (om lyd). Interregmidler: 2.982.750 svenske kroner fra 2006-2008.
For hvert projekt kan der umiddelbart være fornuft i tilskuddene. Problemet er, at de er flagrende i fokus – og at enkeltbeløbene er små i forhold til, hvad effektive indsatser koster. Også når man medregner egne bidrag. Den røde tråd er svær at finde, når EU bliver sat til at støtte alt fra et saddelmagerakademi på tværs af Sundet til idrætssamarbejde, kompetenceudvikling i sundhedssektoren og kunstformidling. De store spørgsmål er derfor om Øresundsregionen bruger EU godt nok – og omvendt? Og har vi fået mere integration på grund af EU – eller var det nuværende stade kommet alligevel?
Det står hen i det uvisse, hvad den passive forsørgelse af enkeltprojekter kaster af sig i form af integration – uagtet, at man hidtil ikke har kunnet få mere af EU end man også selv leverer. Ud over eksempelvis nødvendige EU-penge til opstarten af Medicon Valley Academy, så tyder meget på, at mange fornuftige projekter var gennemført med eller uden tilskud, mens resten ville dø naturligt. Det står lige så klart, at Øresundsregionen ikke er et hot emne i EU i dag. Vi har i regionen mange, som gerne vil have penge til enkeltprojekter, men ingen visionær kraft for EU’s Indre Marked. Den visionære kraft er mere nødvendigt nu end før, for EU er udvidet til 27 lande, som alle har integration og fri bevægelse for personer og varer over grænserne højt på agendaen.
Når champagnen er proppet af ved 50-års festerne, så vil Rapidus bruge anledningen til at udråbe Øresundsregionen som foregangsregion i Indre Marked de næste 50 år. Men det kræver et helt andet format, politisk lederskab og en helt anden samlet markering over for EU.
Rapidus giver derfor her fem forslag, som vil give en branding i EU som foregangsregion:
* Øresundsregionen skal aldrig godkende eller søge om projekter med budgetter på under 2 millioner euro. Alt andet er småtteri, der ikke vækker opsigt eller for alvor bidrager til noget – specielt ikke, når man sjældent har overvejet projektets fremtid efter EU-tilskuddet er stoppet.
* Øresundsregionen skal skabe en stor, effektiv lobby- og sekretariatsfunktion i Bruxelles. Det skal mærkes, at vi er her, og EU-pressen og politikere skal have eksempler og historier.
* Der skal skabes klarere mål for Øresundsregionen. Hvad vil vi nå om fem år? Alene offentliggørelsen af de mål vil skabe en ny forpligtelse og ny synlighed.
* Regionen skal have en talsmandsfunktion – et ansigt ud ad til. Det skal hverken være Ritt Bjerregaard eller Ilmar Reepalu, men en fuldtidsansat og politisk valgt leder, der repræsenterer Øresundsregionen over for internationale politikere, den danske og svenske stat og pressen. Hvordan skal eksempelvis international presse ellers finde ud af, hvem de skal spørge?
* Fælles messe-repræsentationer skal stå stærkere. MIPIM-messen i Cannes – verdens største ejendomsmesse – har en fælles Øresundsstand, og det er et eksempel til efterfølgelse.
Der er fornuftige projekter, som EU kan støtte i Øresundsregionen. Og midlerne er der. I Interreg IIIA-programmet fra 2000-2006 har Europa-Kommissionen givet over 31 mio. euro. Danmark og Sverige gav tilsvarende beløb. Hertil kommer det nye Interreg IV-program, hvor Europa-Kommissionen i øvrigt selv ønsker større fokusering – samtidig med, at Øresundsregionen nu bliver del af et større program: Øresund – Kattegat – Skagerrak.
Rom-traktaten fejres i Danmark i dag med en konference på kunstmuseet Arken i Ishøj, og EU-toppen fester i Berlin i weekenden, mens der altså er gode grunde til selvransagelse her i regionen. Hvis Øresundsregionen ikke kan præstere mere vision og handlekraft, eller leve op til de visioner, vi har haft en gang, så er regionen bedst tjent med, at Bruxelles bruger pengene bedre og mere meningsfuldt andre steder – indtil Øresundsregionen vinder styrken og viljen tilbage. Hvordan det skal gøres kan man overveje i en afholdstid i en ny organisation, som vi kan kalde Anonyme Interreg-oholics i Øresundsregionen. Må nyt mod og og ny vilje befri dem.
