Uenigheden mellem IT-firmaet Avensia Innovation og en udlejer i Lund fortsætter. Byretten gav for nylig udlejeren medhold, men Avensia anker dommen.
Tvisten er en arv fra perioden, før Luvit blev fusioneret ind i det First North-noterede Avensia Innovation. For snart halvandet år siden blev Avensia stævnet i Lunds byret med påstand om, at Luvit i en periode over fire år havde betalt for lidt leje for sine lokaler. Udlejeren kræver en erstatning på i alt 1,7 millioner svenske kroner.
Byretten giver udlejeren medhold i denne påstand, men Avensia giver sig ikke. Bestyrelsen har besluttet at anke og har ikke tænkt sig at hensætte beløbet i regnskabet.
Virksomheden mener, at der har eksisteret en mundtlig aftale om, at lejen skulle være lavere end det beløb, som rent faktisk har været fastsat i kontrakten. I perioden har lejefakturaerne endvidere lydt på de lavere beløb, i overensstemmelse med aftalen.
Avensia Innovation blev stiftet i 2007, da INXL, Avensia og Luvit fusionerede. Blandt kunderne er Alfa Laval, TetraPak og TeliaSonera. Første halvår omsatte virksomheden for 21,1 millioner kroner med et resultat omkring nul.
Af Kristian Svensson