It-firma Autolog Systems ApS med speciale i software til GPS-baserede kørebøger samt tracking- og styring af bilflåder, åbner i august sit første kontor i Skåne. Det sker i Helsingborg, og virksomhedens hjemmeside er netop ved at få en svensk version op til åbningen, som er første skridt i en større ekspansion over sundet.
– Ud over kontoret i Helsingborg skal vi skaffe partnere i det øvrige Sverige til forhandling af produkterne, fortæller direktør Robert Holm.
Autolog Systems ApS er Danmarks største udbyder af GPS-kørebøger med over 10.000 brugere. Blandt kunderne er SKAT, Vejdirektoratet, Arbejdstilsynet, COOP Logistik og boligselskabet Lejerbo. Det er bl.a. salgsdirektør Martin s. Thomsens ansvar at skaffe kommende svenske kunder, og han skal have foreløbig to svenske medarbejdere i Helsingborg.
– Jeg er netop nu ved at se på kontorer centralt i Helsingborg tæt ved færgelejet. Jeg bliver den rejsende medarbejder på Helsingborg-kontoret, som er nemt at komme til fra vores nordsjællandske hovedkontor i Birkerød, fortæller Martin S. Thomsen.
Virksomheden blev startet i 2006, og fik en eksplosiv vækst, som finanskrisen bremsede. Sidste år omsatte den dog for 12 millioner DKK og havde overskud, men en vækstkaution fra det halvstatslige Vækstfonden var nødvendig for at få et millionlån igennem i Nordea til videre ekspansion. Firmaet har nu 18 ansatte i Danmark, 4 i Norge — og hertil kommer så den svenske ekspansion, som ikke blot er et spørgsmål om vækst, men også om at skabe et forsvar mod at blive overhalet af konkurrenter.
Af Keld Broksø