Aspiro undersøger dansk marked for opkøb af virksomheder
Svenske Aspiro, som fra hovedkontoret i Malmø på Gråbrödersgatan 2 udbyder mobiltjenester i sær til unge inden for underholdning, musik spil og dating, ser efter en ny, stor aktieudvidelse også over Øresund mod Danmark efter nye opkøb af innovative mobilselskaber.
-- Vi er allerede i kontakt med en del danske aktører, fortæller Helena Gynnerstedt, som er informationschef hos Aspiro.
Aspiro fik på en ekstraordinær generalforsamling 3. juni godkendt en nyemission på i alt 80,3 mio. svenske kroner i forbindelse med købet af norske Cellus, som blev købt for dels at gøre Aspiro ledende på det skandinaviske marked for mobile underholdningstjenester, og dels give bedre muligheder for den fortsatte ekspansion, som nu også får Danmark med i billedet.
Blandt investorerne ved aktieudvidelsen var også Jan Carlzons Ledstiernan AB, som garanterede for 20 mio. svenske kroner i emissionen.
-- Vi har diskussioner nu ikke alene med virksomheder i Danmark men i samtlige skandinaviske lande. Vi satser i første gang på Skandinavien for at købe virksomheder, som kan understøtte vores forretningsidé, beretter Helena Gynnerstedt.
Aspiro blev grundlagt i 1998, og har siden 2001 været noteret på Stockholmsbørsens O-liste. Aspiro har 35 ansatte og kontorer i Sverige (i Malmø og Stockholm), Norge, Luxembourg og Spanien, og Aspiro leverer også til resten af Europa og USA. Hertil kommer så Aspiros nylige opkøb af Cellus, som blev grundlagt i Norge i 2000, og har 33 ansatte - heraf 22 i Norge, hvor al produkt- og teknikudvikling sker. Cellus leverer mobil underholdning i Sverige og Norge, hvor firmaet er ledende, og Cellus har en stærk position i Spanien og Storbritannien.