Softwareudvikleren Apptus i Lund har taget springet over Atlanten. Efter at have fået det canadiske mediekonglomerat Quebecor Media som kunde har Ideonfirmaet nu åbnet kontor i Ottawa.
Kontoret har i øjeblikket to sælgere, som for Apptus regning skal bearbejde hele det nordamerikanske marked for søge- og nethandelstjenester. Adm. dir. Michael Atlevi regner med at have fire til fem mand på plads inden årets udgang.
— Det kan også gå hurtigere, vi vil følge udviklingen på markedet nøje, siger han.
Et kontor i USA er med i fremtidsplanerne, og det samme gælder en afdeling i England, hvor selskabet i starten af januar fik en vigtig referencekunde i form af det britiske webkatalog Yell.com.
Også på hjemmebane snurrer det lystigt i Apptus’ gryde. Omsætningen for 2007 steg med omkring 60 procent til 50 millioner SEK, oplyser Michael Atlevi. Samtidig fik firmaet et nulresultat, og Michael Atlevi regner heller ikke med overskud de nærmeste to til tre år.
— Vi geninvesterer så meget som muligt i firmaet. Vi vil fortsat satse på produktudvikling og international ekspansion i årene fremover.
Apptus, som for godt et år siden beskæftigede omkring 40 personer, har i dag over 60 ansatte. For nylig købte firmaet også nye lokaler i Lund med plads til op til 100 personer. Selskabet ejes for hovedpartens vedkommende af grundlæggerne Patrik Wåhlin og Michael Mokhberi. Innovationskapital blev i efteråret minoritetsejer efter at have indskudt et hemmeligt beløb.
Af Erik Olausson