Den amerikanske investeringsfond VantagePoint, som tidligere har støttet højprofilfirmaer som Myspace og elbilen Tesla, har sammen med Sustainable Technologies Fund indskudt et multimillionbeløb i miljøteknikfirmaet Reac Fuel i Lund.
Ny formand i Reac Fuel er André Heinz, arving til ketchupimperiet Heinz, som startede investeringsfonden Sustainable Technologies Fund op i Stockholm for tre år siden.
— Med denne investering kan vi fortsætte den tekniske udvikling og samtidig udarbejde de immaterielle løsninger, vi behøver for at kunne udlicensere det færdige produkt, siger Reac Fuels adm. dir. Anders Carlius.
André Heinz har tidligere været rådgiver i miljøspørgsmål for sin stedfar, John Kerry, i den amerikanske præsidentvalgskampagne i 2004.
I den nye bestyrelse sidder endvidere Bernie Bulkin fra den amerikanske venturefond VantagePoint med en investeringsformue på 4,5 milliarder dollars, hvoraf en milliard skal investeres i miljøteknik over de kommende to år. Før Bernie Bulkin kom til venturefonden i 2003, arbejdede han i 18 år i BP-koncernen, hvor han blandt andet var forskningschef.
Reac Fuels teknik går ud på at udvinde syntetisk benzin og diesel af biomasse. Selskabet blev stiftet i 2006 af iværksætteren Anders Carlius og forskeren Rune Ekman og har i dag seks ansatte. De to grundlæggere er også efter kapitaltilførslen storejere i selskabet.
Af Joel Persson