Active Controls teknik giver gode vibrationer
Active Control AB i forskerbyen Ideon i Lund har udviklet en ny teknik, som dæmper vibrationer i skæreværktøjer, for eksempel drejebænke. Vibrationerne støjer, forårsager ujævne overflader og reducerer værktøjernes levetid. Nu leder Active Control efter en partner til at kommercialisere den nye teknik, som kaldes Acticut.
-- Vi søger i første omgang en industriel partner, som har adgang til det internationale marked, men er også interesseret i venturekapital, siger adm. dir. Sven Olsson, som håber at partneren vil kunne indskyde ti millioner svenske kroner i Active Control i år 2002.
Teknikken er udviklet i samarbejde med Lars Håkansson, forsker ved Blekinge Tekniska Högskola. Et instrument - et accelerometer - monteres på skæreværktøjet. Vibrationerne måles og sendes til en computer, som uafbrudt analyserer forløbet. Resultaterne bruges til at styre det apparat, som skaber modvibrationerne. Teknikken med at skabe modvibrationer ventes at få stor økonomisk betydning for værkstedsindustrien. Active Control har fået støtte fra Nutek til at udvikle teknikken.
Der findes allerede en commitment mellem Active Control og en multinational virksomhed om et fælles teknikprojekt vedrørende drejebænke. Aftalen underskrives her i september, og det giver Ideonvirksomheden seks millioner svenske kroner over en periode på halvandet år.
Active Control har også konstrueret et referenceanlæg til drejebænke hos et tysk firma i Celle, som fremstiller udstyr til olieboring.
Active Control, som har holdt til i Ideon siden 1997, har fire ejere med hver 15 procent. Det er Staffansboda Companie, der blandt andet ejes af bankmanden Rolf Zimmergren som også sidder i virksomhedens bestyrelse, amerikanske PCB Piezotronics Inc., Innovationspumpen AB samt søsterselskabet Signal Control. 40 procent af aktierne ejes af enkeltpersoner, blandt dem adm. dir. Sven Olsson. Active Control har i dag tre ansatte og omsætter for cirka to millioner svenske kroner.