Kort sagt: Sveriges statsminister Fredrik Reinfeldt indledte året med at uddele en symbolsk lussing til alle Øresundsmedborgere, som har sat deres lid til, at regeringen vil nedrive grænsebarriererne i regionen.
Det er naivt at tro på nogle mere radikale ændringer, mener Reinfeldt. Forskellene er tværtimod til gavn for regionens udvikling, eftersom de øger mobiliteten på tværs af Sundet.
Af Thomas Frostberg
På et teoretisk, nærmest hyperakademisk, niveau har Fredrik Reinfeldt ret. Forskellen mellem Sverige og Danmark skaber mere pendling, flere shoppingture mv. Men han slår en ordentlig tankekolbøtte i det store nytårsinterview, hvor han forsøger sig med et nysprog, hvor ”forskelle” og ”grænsebarrierer” omdøbes til ”muligheder.
”Menneskers mobilitet er bestemt af, at der findes muligheder”, siger Reinfeldt blandt andet i interviewet, som blev bragt i Sydsvenska Dagbladet den 2. januar.
Det er naturligvis rigtigt, så længe muligheder lige netop også betyder muligheder. Men hvis muligheder er synonymt med bevarede barrierer – sådan som Reinfeldt lader til at mene – bliver betydningen af statsministerens nytårsbudskab lettere absurd.
Den fejl, som Fredrik Reinfeldt begår, er at se alle forskellene mellem Sverige og Danmark under ét, mens der i praksis findes to typer forskelle. Nogle af dem er garanteret drivkraften bag Øresundstrafikken, f.eks. løn- og prisforskelle. Andre har den stik modsatte effekt, blandt andet forskelle i skatte- og socialforsikringssystemer. Sidstnævnte kaldes af alle, muligvis med undtagelse af Reinfeldt, for grænsebarrierer.
For en almindelig Øresundsmedborger er det indlysende, at man vejer for og imod, når det gælder om at træffe en beslutning, uanset om det gælder en simpel indkøbstur eller et mere drastisk skridt som at skifte job eller bopælsland.
Det interessante er, at i en sådan afvejning af plusser og minusser præges de negative faktorer af ting, som politikerne har ansvaret for og dermed kan ændre. Det nytter ikke noget, at danske arbejdsgivere betaler bedre, eller at biler og boliger er billigere i Sverige, så længe de politisk vedtagne systemer indeholder flere forhindringer end forhindringsbanen i en træningslejr for elitesoldater.
Sveriges Øresundsminister Cristina Husmark Pehrsson forsøgte sidste år stædigt at fremhæve succeserne i kampen mod barriererne i regionen. Et katalog over de tiltag, hun er mest stolt over, kan læses her: http://lavesson.blogspot.com/2009/01/det-hnder-saker-i-resundsregionen.html
Men kendsgerningen er, at der stadig er masser at gøre – selv om den nye Øresundsminister lagde hårdt ud efter valgsejren i 2006 med løfter om, at den borgerlige alliance kunne klare det, som socialdemokraterne ikke havde haft held til.
Bag kulisserne er stemningen ikke lige så positiv. Flere personer i kredsen omkring Husmark Pehrsson beretter om stor frustration over, at regeringskollegerne ikke er mere optaget af Øresundsspørgsmålene. Derfor kommer Reinfeldts udmelding om, at barriererne skal forblive, som et slag i ansigtet på alle, der kæmper for at gøre det lidt lettere at bevæge sig frit i Øresundsregionen.
Slaget rammer også indirekte hans egen Øresundsminister. Hvordan skal Christina Husmark Pehrsson med overbevisning kunne forhandle med fodslæbende danskere om ændringer i systemerne, nu hvor hendes statsminister har sagt, at barriererne skal opfattes som muligheder?
Ikke nok med at Fredrik Reinfeldt virker dårligt orienteret om Øresundsproblematikken – udmeldingen kommer på tærsklen til det år, hvor Sverige overtager formandskabet i EU. Det havde været rimeligt at forvente sig betydeligt mere visionære tanker om det grænseløse Europa, med Sverige og Danmark som pionerer i stedet.
Den eneste rimelige løsning i det lange løb kræver, at regeringerne i Sverige og Danmark tænker uden for boksen. Eftersom det ikke er realistisk at få et helt ensartet system for skatter og socialforsikringer i Øresundsregionen – på det punkt har Reinfeldt i hvert fald ret – så bliver konklusionen, at medborgerne skal kunne vælge, hvilket system de vil tilhøre. Bo i Sverige og betale skat i Danmark. Arbejde i Danmark og betale skat i Sverige. Politikerne bestemmer fortsat over systemerne, men medborgerne vælger, hvilket af de to de vil tilhøre.
Man kan allerede høre protesterne fra politisk side. ”Men så kan folk jo spille systemerne ud mod hinanden og vælge det, som er mest fordelagtigt!”
Netop – og de politiske systemer i Sverige og Danmark ville kun have godt af at blive udsat for lidt gensidig konkurrence. Måske kan regeringerne også lære lidt af hinanden oven i købet?
Men frem for alt – først da kan forskellene i systemerne blive til muligheder. Præcis sådan som Fredrik Reinfeldt ønsker. Det er bare med at komme i gang, Fredrik!
