Kort sagt: Danske indslag i medierne om erhvervslivet har været en kedelig omgang gentagelser gennem valgkampen – og er det fortsat, når erhvervslivet nu bliver bedt om at kommentere statsminister Anders Fogh Rasmussen 3. valgsejr i træk. Jo, VI HAR fattet det: Nedsat skat og en arbejdsmarkedspolitik, der letter import af arbejdskraft – bl.a. fra Sydsverige – er vigtigt. Men hvorfor skal det være så elitært? Der er behov for at gøre det til en folkesag.
Af Keld Broksø
Københavnsredaktør for Rapidus
I et socialt belastet område syd for København i Avedøre blev det med et kanon-valg for Dansk Folkeparti tydeligt, at regeringens støtteparti er magnet for mellem- og lavindkomstgrupper. En social klient erklærede også efter et ukendt antal genstande på Folketingsvalgdagen i tirsdags sympati for Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt. Men da hun ikke stillede op i kredsen stemte han på Dansk Folkeparti, men ikke på regeringspartierne Venstre eller Konservative.
Hvorfor denne historie?
Jo, den viser afstanden til verdensopfattelsen i den anden ende af den sociale skala, hvor højtprofilerede, rige, elitære erhvervschefer som eksempelvis Neurosearch’ Asger Aamund, TrygVestas Stine Bosse og Dansk Industris Hans Skov Christensen påpeger skattelettelser og indvandring af højt kvalificeret arbejdskraft som den i øjeblikket vigtigste del af løsningen på Danmarks sociale som strukturelle problemer: Den økonomiske vækst bremses af mangel på arbejdskraft. De har helt ret i, at i deres verden er den politiske dagsorden skiftet fra at handle om bekæmpelse af arbejdsløshed til at få nok arbejdskraft.
Den genvalgte regering bestående af Venstre og Konservative er overbeviste – om end de ikke har skiltet for meget med det under valgkampen. Og selv folk i opposition såsom hos Det Radikale Venstre og i Ny Alliance kan være med et langt stykke ad vejen. Men det var tydeligt, at en stor gruppe ikke forstod alvoren i det noget underspillede valgtema, som statsminister Anders Fogh Rasmussen ellers selv tog fat på ved udskrivelsen af valget. Problemet drejer sig især om Dansk Folkepartis vælgere, som nu har sikret, at regeringen fortsat lige netop kan få flertal med Dansk Folkepartis 25 mandater – en fremgang på ét mandat.
Danmark er nu i en fastlåst situation. Der er et tydeligt kommunikationsproblem her efter valget. Det må erhvervslivet tage alvorligt for Dansk Folkeparti er hverken tilhænger af markante skattelettelser eller voldsom øget indvandring af arbejdskraft. Hos Dansk Folkeparti er budskabet ikke trængt ind om, at Danmark det seneste år sagde nej til ordrer for 32 milliarder kroner fordi der manglede arbejdskraft. 77% af virksomhedernes topchefer har problemer med at få arbejdskraft.
Mange danske virksomheder har derfor hvervekampagner i Polen, Tyskland, Tjekkiet – og så i det sydlige Sverige. Problemet med arbejdskraftmanglen under en rekordlav arbejdsløshed på 3,1 % sender i øjeblikket den ene danske delegation efter den anden til især Sydsverige for at rekruttere arbejdskraft. Dansk Industri – Danmarks største arbejdsgiverorganisation – havde eksempelvis midt under valgkampen koblet sig på HR-konsulenthuset Andersen & Bjørnskovs karrieremesse i Sydsverige, hvor store, danske virksomheder som Accenture, A.P. Møller, Lundbeck og 14 andre prøvede at tiltrække højtudannet arbejdskraft. ”Karriärmässan” skulle sikre, at danske virksomheder mødte svenske naturvidenskabelige universitetskandidater, farmaceuter, ingeniører og økonomer.
I dag er den danske, politiske elite og erhvervselite nødt til at stille sig selv helt nye spørgsmål såsom ”Hvor er det lige lavindkomstgrupper i Avedøre ser fidusen i det? Hvorfor kunne erhvervslivet og regeringspartierne ikke overbevise Dansk Folkeparti og deres store andel af almindelige gennemsnitsdanskere blandt vælgerne? Og hvem har ondt af millionærer som Stine Bosse, Asger Aamund eller Hans Skov Kristensen, når de klynker på virksomhedernes vegne?”
Det er ikke lykkedes erhvervslivet at kommunikere budskabet ud over de kredse, hvor man i forvejen var enige med hinanden. Skattelettelser og arbejdsmarkedspolitik blev aldrig et folkeligt projekt selv om regeringens partier da talte pænt om det, og formentlig indgår emnerne i det nye regeringsgrundlag, som er under udarbejdelse.
Der er gået især tre ting galt i kommunikationen:
1) I stedet for en alliance blev regeringen nærmest opfattet som en af erhvervslivets modstandere i spørgsmålet om skat og et åbent arbejdsmarked. Det blev aldrig gjort til et fælles projekt.
2) Erhvervslivet gik i medierne med til for meget rent mikrofonholderi foran kedelige slipsemænd i stedet for at vise problemet gennem aktiv reportage blandt medarbejderne i virksomhederne. Undtagelsen kom to dage for sent onsdag, hvor et hold fra TV-2 var på optagelse i grossistkæden Metro. Her var en stresset indvandrer, som gerne ville have kolleger ved den overlæssede kasselinje, men der kunne ikke skaffes arbejdskraft. Hver fjerde ansat var i forvejen indvandrer – og der var plads til flere! Det var kommunikation i øjenhøjde!
3) Ingen gjorde sig umage for at fortælle lavindkomstgrupper, at en forudsætning for velfærd og arbejdsmarkedets rummelighed er et stærkt erhvervsliv.
Der er med andre ord sket et brud på en af kommunikationens grundregler: Erhvervslivet og regeringen har ikke henvendt sig på modtagernes betingelser og har forklaret, at skattelettelser og et åbent arbejdsmarked også er vigtige for folk med mellem- og lavere indkomster. Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard har desværre helt ret i, at hun er formand for det modsatte af et elitært parti. Det blev understreget, når man så på valgstedet i det socialt belastede Avedøre, som er et godt eksempel på steder, hvor de største politiske udfordringer i den sag er nu.
