Kort sagt: Rapidus’ to seneste lynanalyser har skildret, hvordan erhvervslivet gennem nye, spændende mødesteder – Ideonfonden og BiotechBuilders – driver udviklingen fremad i Øresundsregionen.
Samtidig er der dog en gruppe, som stadig ikke er kommet ud af startblokken: politikerne.
Regeringsskiftet i Sverige har ikke haft nogen afgørende effekt på Øresundsbarriererne. Tværtimod har arbejdet nærmest måttet startes forfra.
Rapidus’ forslag er, at regeringen udpeger en særskilt forhandler med den opgave at fokusere helt på Øresundsspørgsmålene. En egnet kandidat er Stephan Müchler, der om en måned fejrer 10 år som adm. dir. for Sydsvenska Industri- och Handelskammaren og burde være klar til et nyt job.
Af Thomas Frostberg
Rapidus har gennem det seneste halve år løbende fulgt den svenske regerings arbejde med Øresundsspørgsmålene for bedre at forstå spillet bag kulisserne. Det billede, der tegner sig, er ikke særlig opmuntrende for regionen.
Den borgerlige regering i Sverige indledte sine kontakter med de danske kolleger i en lykkerus efter magtskiftet. Udgangspunktet var, at med to borgerlige regeringer ville samarbejdet fungere bedre end tidligere. Samtlige ministre, som Rapidus har interviewet i løbet af foråret, taler da også om et helt nyt samtaleklima mellem Sverige og Danmark.
Men i praksis varede hvedebrødsdagene ikke særligt længe. Under forhandlingerne forud for det svenske statsbesøg i Danmark i maj voksede irritationen blandt svenske ministre og embedsmænd over ”den danske forhandlingskultur”. Diskussionerne førte ingen steder hen, og den samarbejdserklæring med oprettelsen af en fælles barrierearbejdsgruppe, der til sidst blev præsenteret, var snarere et tilbageskridt i udviklingen.
Hvorfor er det så svært at bryde den forbandelse, som lader til at hvile over Øresundsspørgsmålene og barrierebekæmpelsen?
For det første kompliceres sagen af, at den i Sverige koordineres via socialministeriet, men vedrører udenrigsrelationer. Derfor har udenrigsministeriet også meget at skulle have sagt i denne sammenhæng. Flere personer bevidner, at det var en bremseklods, da Cristina Husmark Pehrsson som ny Øresundsminister ville starte arbejdet op for fuld kraft. Kontakterne til Danmark måtte ganske enkelt ikke foregå på en hvilken som helst måde; de skulle følge protokollen.
Det andet problem er regeringens let naive indstilling i kontakterne til Danmark. At begge lande nu styres af borgerlige regeringer ændrer ikke på det faktum, at nationale interesser altid kommer i første række. Arbejdsmarkedsminister Sven Otto Littorin kvajede sig i forhandlingerne, men forsøgte at skjule fiaskoen ved at tale om en historisk erklæring mellem de to regeringer. Desværre demonstrerer det en pinlig uvidenhed om Øresundsregionens nutidshistorie, eftersom der var flere tidligere aftaler at pege på.
Det tredje problem – og det mest alvorlige lige nu – er, at der mod slutningen af foråret begyndte at brede sig en opgivende fornemmelse blandt de svenske embedsmænd, der arbejder med Øresundsspørgsmålene. Dels er de efter en første gennemgang af barriereproblemerne kommet frem til, at de fleste løsninger ligger et andet sted, hvilket som regel betyder, at det er danskerne, der skal ændre indstilling, hvis en løsning skal findes. Dels er problematikken med Øresundsbarriererne begyndt at blive devalueret. Blandt andet hedder det nu, at problemerne egentlig ikke er så store, det er ikke værre i Øresundsregionen end andre steder, og vi lader jo til at klare os ret godt alligevel hernede. Dermed er der ikke så meget at stille op på landspolitisk niveau.
Med en dåres klogskab vil Rapidus dog hævde, at der er et stort potentiale i Øresundsregionen, som går til spilde på grund af det meningsløse besvær, som rammer enhver pendler, studerende eller forretningsdrivende, der forsøger at krydse Sundet. Det faktum, at regionen netop nu oplever en stærk vækst, må ikke blive et argument for at lade de resterende barrierer være i fred.
Både Cristina Husmark Pehrsson og Sven Otto Littorin har gennem deres udspil i foråret forhøjet den politiske indsats i Øresundsspørgsmålene. Hvis de ikke leverer konkrete resultater allerede til efteråret, så vil det formentlig fremkalde negative reaktioner, ikke bare fra erhvervslivet og befolkningen i almindelighed. Også blandt borgerlige lokal- og regionalpolitikere begynder man at være urolig for negative opinionstal.
Konklusionen er, at den svenske regering indtil videre ikke har kunnet gennemføre den friske start i Øresundsspørgsmålene, som man havde lovet, men tværtimod er ved at tabe fart. For at redde situationen kræves der en høj grad af nytænkning. Et kreativt tiltag ville være at udpege en særskilt forhandler, hvis eneste opgave bliver at arbejde med Øresundsbarriererne, indtil de er fjernet. Det skal være en person, som kan forfølge de forslag, der viser sig nødvendige for regionens udvikling, selv om de er politisk upopulære.
En person, som i lang tid har beskæftiget sig med disse spørgsmål og kender de fleste involverede, er Sydsvenska Industri- och Handelskammarens adm. dir. Stephan Müchler. Som født og opvokset i Luleå kan ingen beskylde ham for at være skånsk lokalpatriot, selv om han er døbt i Ystad. Den 1. oktober fejrer Müchler 10-årsjubilæum som direktør for Handelskammaren. Det er ganske enkelt på tide, at han tager et nyt job – og tilbuddet bør komme fra Øresundsminister Cristina Husmark Pehrsson.
