Kort sagt: Sverige har fået en ny Øresundsansvarlig minister i Cristina Husmark Pehrsson, og nu håber alle, at Øresundsspørgsmålene får ny prioritet i regeringen.
Hendes første initiativ er en Øresundshøring ”for at få et tydeligt billede af dagens situation”. Undskyld, men billedet er allerede temmelig klart – det viser frem for alt, at der er masser at gøre på politisk niveau. Hvad Øresundsregionen ikke har brug for, er endnu en minister, som bare snakker. Nu er det på tide at levere varen.
Af Thomas Frostberg
Øresundstogene er overfyldte, brotrafikken sætter konstant nye rekorder, og stadig flere danskere flytter til lavprisparadiset Skåne. Kort sagt: integrationen har taget fart, og Øresundsregionen bliver mere og mere en kendsgerning. Men det er hovedsageligt sket uden politisk indblanding. Eller for at sige det mere direkte: Det er sket på trods af den manglende politiske interesse, som har præget Øresundsspørgsmålene, siden broen blev indviet.
Den nye svenske regering har dog tændt håbet igen. Før valget talte centerlederen Maud Olofsson om at fremskynde integrationen. Som erhvervsminister får hun chancen for at vise, hvad det vil sige i praksis.
Desuden blev skåningen Cristina Husmark Pehrsson (m) nordisk samarbejdsminister og erklærede senest, at nu skulle der ske ting og sager på Øresundsområdet.
Troede vi…
Det første, hun kom frem med, var forslaget om en høring omkring Øresundsbarriererne. Måske lyder det godt og handlekraftigt, men det risikerer at blive endnu en bremseklods. Problemet er nemlig ikke, at der mangler kendskab til integrationshindringerne, problemet er, at der ikke sker noget på det politiske plan. Sådan har det stort set været hele tiden, siden Øresundsbroen blev indviet.
Kendskab til problemerne, og hvad der skal gøres, findes allerede blandt velinformerede ministerielle embedsmænd, i en lang række rapporter og blandt nøglepersoner i regionen som Malmøs borgmester Ilmar Reepalu og Stephan Müchler, adm. dir. for Sydsvenska Industri- och Handelskammaren.
Nogen høring behøves ikke; det der kræves er politisk handlekraft.
I en debatartikel fremhæver Cristina Husmark Pehrsson og EU-minister Cecilia Malmström (Sydsvenska Dagbladet, 20. november) muligheden for som formand i Nordisk ministerråd at fremskynde arbejdet med grænsebarrierer i Norden. Det springende punkt er bare, at formandskabet først tilfalder Sverige i 2008, og resultaterne kan altså i bedste fald først mærkes i 2009.
Det er ganske enkelt ikke godt nok.
Hvis Husmark Pehrsson vil vise, at hun mener det alvorligt, bør hun snarest tage et vigtigt Øresundsspørgsmål op og forfølge det med højeste prioritet. Tag for eksempel partikollegaen Olof Lavessons lovforslag i Riksdagen om, at vikarbureauer skal have lov til at udleje personale på tværs af Sundet i kortere perioder, uden at den ansatte rammes af skat og selvangivelsespligt i begge lande. For alle andre virksomheder undtagen netop vikarbureauer er der en undtagelse, som gør dette muligt. Det burde være en selvfølge at lade samme regel gælde for alle virksomheder.
Ikke nok med at det er et vigtigt tiltag for at gøre tingene lettere for dem, der vil prøve et midlertidigt job på den anden side af Øresund. Det ville også være et vigtigt signal om, at der nu er handlekraft bag alle de smukke ord. Desuden – og det er måske allervigtigst for den nye Øresundsminister – bliver det en vigtig test af, hvordan samarbejdet i praksis fungerer mellem de to borgerlige regeringer.
”Allerede nu har en række diskussioner været ført på ministerniveau, og vi oplever, at der er stor forståelse og et fælles syn på, hvad der skal gøres på begge sider af Sundet”, skriver Husmark Pehrsson i sin debatartikel.
Tilgiv en kyniker, men det har vi hørt før. Når vi senere når frem til forhandlingsbordet, går tingene næsten altid i vasken. Et lynresumé af Øresundsforhandlingernes tre faser ser sådan ud:
1) Omkring broindvielsen var der stor svensk interesse, men fra dansk side var man ikke lige så interesseret i integrationsspørgsmålene. Leif Pagrotsky, som dengang var svensk Øresundsminister, forfulgte sagen hårdt via forskellige udspil – hvilket kun irriterede de danske kolleger voldsomt.
2) Da den danske regering vågnede efter et par år, var interessen kølnet i Stockholm, og den meget omtalte skatteaftale fra 2003 kom i stand på trods af, ikke takket være, de politiske topforhandlinger. Helt frem til de sidste timer før underskrivelsen af aftalen truede finansminister Bosse Ringholm med at springe fra, fordi han var blevet personligt fornærmet på den danske regerings optræden.
3) Nu har Sverige igen en regering, som er interesseret i Øresundsspørgsmålene, men fra dansk side er interessen betydeligt køligere. Jeg havde i foråret lejlighed til at tilbringe en time i bil gennem Californien med Anders Fogh Rasmussen (ja, og lidt sikkerhedsfolk også). Han fremhævede Øresundsregionens store potentiale, men da det kom til konkrete spørgsmål om skatter og barrierer, understregede han, at alle sådanne problemer er løst.
Derfor ville det være en god idé, at Cristina Husmark Pehrsson tog et konkret spørgsmål og forfulgte det benhårdt, for at bevise at der virkelig er vægt bag ordene denne gang.
Midt i denne dystre betragtning er der trods alt stærke positive signaler: Regionens indbyggere er ganske enkelt blev vant til den politiske handlingslammelse og tager i stedet sagen i egne hænder – vi integrerer for fuldt tryk uden længere at vente på de beslutninger, som ville gøre alting meget lettere.
Men det betyder ikke, at man fra politisk side kan slå sig til tåls. Tværtimod er det på tide at begynde at handle. Nu.
Hele debatartiklen af Sveriges nye Øresundsminister Cristina Husmark Pehrsson kan du læse på http://sydsvenskan.se/opinion/aktuellafragor/article197376.ece
