Kort sagt: Der går årevis fra ide til handling i Øresundsregionen. En direkte årsag til den langsommelighed er politisk impotens og dovenskab. Den politiske hukommelse er forbløffende kort, hvad angår egne visioner. Selv organisationslivet i Øresundsregionen bærer nu præg af resignation overfor en politisk overbygning, der har behov for kunstigt åndedræt.
Af Keld Broksø
Der er altid en historie bag historien. Således også da Rapidus for et par uger siden fortalte en nyhed om, at Øresundslicitationer kommer i år indenfor sygehusvæsnet med hjælp fra et beskedent EU-tilskud. Licitationerne skal bane vejen for en række andre, fælles, offentlige indkøb i Øresundsregionen. Ideen er ligetil: Vi køber mere ind sammen – og får det hele billigere.
Hvor svært kan det være?
Problemet er, at det ER ufatteligt svært i Øresundsregionen.
Historikken omkring Øresundslicitationerne viser langsommeligheden. Den skyldes ikke mindst manglende politisk vilje og mod til at få gennemført de mest indlysende ting, der kan fremme den integration, som vi i forvejen med broen har investeret et tocifret milliardbeløb i.
Rapidus har på nyhedsplanet været på forkant med den langsomme modning af Øresundslicitationerne. Vi kan derfor dokumentere via vores arkiv, at ideen første gang blev lanceret for to år siden af Malmøs borgmester Ilmar Reepalu.
Nogle måneder efter kunne Rapidus fortælle, at Öresundskomiteen ville forberede Øresundslicitationer. Så blev der igen tavst. Historien forsvandt fra det politiske plan, og blev sendt som en ekstra sagsmappe til embedsmænd i Region Skåne og Københavns Amt – men uden medfølgende politisk mod til at investere yderligere i sagen.
Forsigtigt lovede embedsmændene så for ét år siden, at omkring denne tid skulle Øresundslicitationerne være klar. Det blev de ikke. Men et sølle EU-tilskud på to millioner svenske kroner – og lignende tilskud fra regionerne på hver side af sundet – skulle nu sikre Øresundslicitationer inden for i år.
Ak ja.
Tænk, hvis Øresundsregionens politikere fandt engagementet frem fra tiden omkring broindvielsen, og havde postet lad os blot sige 10 millioner i ideen med det samme. Rapidus’ påstand er, at så var de penge tjent ind nu. Den samlede indkøbsmængde til sygehusene er nemlig omkring 7,5 milliarder danske kroner. Blot én procents gevinst er 75 millioner kroner – altså et forrygende afkast af investeringen. I indkøbsorganisationerne hviskes der om muligheder for 10 procents besparelser på sigt. Men man går forsigtigt frem i det små. Hvis embedsmændene selv krævede en stor investering fra politikerne, så kunne de også grundlægge deres egen fiasko, hvis projektet ikke virker på grund af bureaukratiske forhindringer.
Men her er det så, at der mangler politisk lederskab, vilje og mod i Øresundsregionen.
Lige præcis Øresundslicitationer er en kontant, politisk vindersag, som tabes på grund af politisk impotens og dovenskab. Der er desværre mange eksempler på det.
Processen i den kommende Region Hovedstaden ved opbygningen af erhvervsfora er et nyere, skandaløst eksempel på manglende, politisk satsning. Øresundspolitikken nævnes kun i tyndslidte floskler. Og Øresundsregionens berømte iværksætterkultur er i realiteternes verden så underprioriteret, at Dansk Iværksætter Forening end ikke fik plads som brancheorganisation i det kommende vækstforum for Region Hovedstaden.
Der er ikke noget at sige til, at Øresundsregionens interesseorganisationer virker resignerede overfor den politiske overbygning. Det er i en grad, så vi nu må tale om en krise.
Når fremsynede virksomheder og organisationer end ikke fornemmer, at det er umagen værd at bokse med det politiske system, så standser meget af det, der kræver politiske beslutninger.
Det store spørgsmål er, hvordan vi kommer ud af den krise?
Jo, den politiske overbygning har brug for kunstigt åndedræt. Dybest set handler det om mere aktiv kommunikation, så Øresundsspørgsmål igen bliver politiske i den offentlige bevidsthed. Det kræver politisk spin hos interesseorganisationerne i forhold til især medierne, hvor politikerne kan markere sig. Der skal serveres vindersager for politikerne, så de kan profitere politisk på at gå ind i sagerne. Øresundslicitationerne var et godt bud, hvis organisationerne havde markeret sig på den sag i medierne. Og det på en måde, så det krævede politisk stillingtagen. Men der var helt tavst.
Hvis vi skal finde det politiske engagement igen, så kan man også håbe på, at en eller anden skriver et nyt manifest. Uden sammenligning i øvrigt med en vissen ideologi østpå må manifestet gerne indeholde følgende, omskrevne opfordring: Politikere på begge sider af sundet – foren jer.
