Kort sagt: Nogle gange føles afstanden over Øresund betydeligt længere end Øresundsforbindelsens 16 kilometer – ikke mindst når det gælder niveauet i den politiske debat. Den seneste uge har både svenske og danske ministre diskuteret vigtige spørgsmål om højere uddannelse og forskning. Men mens videnskabsminister Helge Sander i Danmark har fået et kreativt og dristigt forslag på sit bord – at oprette et dansk eliteuniversitet i MIT-klassen ved at slå de nuværende læreanstalter i Københavnsområdet sammen – har Sveriges undervisningsminister Leif Pagrotsky beskæftiget sig med at forsvare besparelser i det svenske universitetssystem, noget som han hævder aldrig har fundet sted.
Af Thomas Frostberg
Oprettelsen af en MIT-lignende eliteinstitution i Danmark er det varmeste spørgsmål på uddannelses- og forskningsområdet i Danmark netop nu. Det skulle ske gennem en sammenlægning af institutioner som Danmarks Tekniske Universitet, Handelshøjskolen i København, Danmarks Farmaceutiske Universitet, IT-Universitetet og Forskningscenter Risø, ifølge et forslag, som for nylig havnede på videnskabsminister Helge Sanders bord.
Foruden en ren sammenlægning har man også introduceret ideen om at åbne op for private investorer i en sådan eliteinstitution.
Helge Sander har umiddelbart udtalt sig positivt om skabelsen af en dansk spydspids i den internationale konkurrence inden for videnskab og innovationer. En diskussion skal indledes med de involverede institutioner.
Samtidig har den varmeste diskussion i svensk uddannelsespolitik den seneste uge drejet sig om bevillingerne per student til svenske universiteter. Fra institutionernes side hævdes det, at ressourcerne er blevet udhulet, fordi udvidelsen i antallet af studiepladser ikke er fulgt op af tilsvarende midler. Resultatet er, at studerende består kurser, selv om de ikke har opnået et tilstrækkeligt videnniveau – men universiteterne er tvunget til at få tilstrækkeligt mange studerende gennem eksamen for ikke at miste yderligere bevillinger.
Undervisningsminister Leif Pagrotsky har på sin side hævdet, at universiteterne regner forkert, at de i virkeligheden har fået flere penge, men at ressourcerne er gået til lokaler og højere lærerlønninger i stedet for bedre uddannelseskvalitet.
Så stor kan forskellen altså være mellem to nabolande: I Danmark føres en visionær debat om, hvordan man skaber uddannelse og forskning af verdensklasse. I Sverige kan universiteterne og den ansvarlige minister ikke engang enes om et simpelt regnestykke omkring bevillinger per student.
Det er let at more sig over det komiske i situationen, men på længere sigt er spørgsmålet særdeles alvorligt – ikke mindst her i Øresundsregionen. Hvis Danmark går videre med sine MIT-planer, mens Sverige hovedsageligt beskæftiger sig med internt mundhuggeri, vil Skåne sakke agterud i udviklingen af Øresundsregionens styrkeområder inden for videnskab og innovation.
I en vis udstrækning kan forskellen måske udlignes via samarbejde inden for Øresundsuniversitetet, men eftersom det drejer sig om national stolthed og prestige i en global konkurrence, vil den danske regering næppe investere større summer i samarbejder, som også kommer den skånske side til gode – medmindre den svenske regering er parat til at levere et tilsvarende økonomisk indskud.
Det sidste virker lige nu vældig usandsynligt, selv om der er positive undtagelser som f.eks. gårsdagens nyhed om, at Lunds universitet får fem af i alt 18 strategiske forskningscentre, som er blevet udpeget af Stiftelsen för Strategisk forskning. Det giver Lund næsten 200 millioner kroner, eller en fjerdedel af den samlede pulje og dermed mest i Sverige.
Der er intet enkelt svar på spørgsmålet, men det skal løses:
Hvordan får vi svensk uddannelses- og forskningspolitik op på samme visionære niveau som det danske? Det er et skæbnesvangert spørgsmål, ikke bare for Skåne men for Sverige og hele Skandinavien.
FODNOTE:
MIT står for Massachusetts Institute of Technology i USA.
