Kort sagt: Forsøget med Öresundslistan, en aktiehandelsplads indviet af Nordic Growth Market og Sparbanken Finn i Lund forrige fredag, er ganske vist prisværdigt – men dårligt timet. Handlen har været mildt sagt begrænset den første uge, men der er da også kun to selskaber at handle med indtil videre.
For både investorer og fremtidige udviklingsselskaber ville det passe bedre med en alternativ model, hvor et investeringsselskab kunne være mødestedet i stedet for en rendyrket aktieliste. Det er fuldt ud muligt at skabe et sådant Iværksætterinvest A/S Øresund, hvis blot nogen blandt alle aktørerne turde tage førertrøjen.
Af Thomas Frostberg
I takt med øgede ventureinvesteringer, bedre selskabsregnskaber og en generel følelse af højkonjunktur, er det let at lade sig rive med. Men så længe børserne i København og Stockholm har problemer med at øge antallet af noterede selskaber, er det et dristigt skridt at starte en Øresundsliste op. (Og med kun to selskaber noteret, er det tvivlsomt, om man overhovedet kan kalde det en liste.)
Men når det er sagt, så er forsøget al ære værd. Det tilbyder småinvestorerne en mulighed for også at investere i mindre selskaber, og det giver en tydeligere vurdering af selskaberne forud for kommende emissionsrunder eller opkøb, forudsat at aktiemarkedet altid har ret.
Derimod er det tvivlsomt, om en daglig prisfastsættelse af aktierne tilfører nogen værdi for små udviklingsselskaber uden nogen egentlig omsætning og lang vej til overskud, som det er tilfældet med premiereselskaberne Genovis og Covial Device på Öresundslistan.
For at kunne overleve har Öresundslistan brug for selskaber, som er kommet længere, og hvor løbende handel af aktien har værdi, men efter de seneste års krisetider, hersker der mangel på denne type selskaber. Blandt de eksempler som findes, blandt andet CellaVision i Lund, går ledelsen snarere efter notering på børsen i Stockholm på sigt.
For at øge flowet af selskaber tidligere i fødekæden, hvilket efterhånden også ville give flere selskaber på Öresundslistan, kræves der andre modeller. En sådan model kunne være en regional venturefond, et forslag som Rapidus lancerede for flere år siden, da Region Skåne arbejdede med Skånsk Entreprenörsfond, som senere blev fældet af forskellige retslige instanser.
Det der egentlig kræves er et regionalt investeringsselskab til at opsamle de mange private småinvestorer, som findes i regionen, men som ikke er tilstrækkeligt rige eller mangler tid og erfaring til at blive professionelle forretningsengle. Kort sagt, personer som er parat til at indskyde i størrelsesordenen 100.000 kroner op til en million, men som vil investere pengene i flere unge iværksættervirksomheder i regionen. Et slags Malmöhus Invest 2.0 – for dem der ikke er på listen over landets rigeste.
Färs & Frosta Sparbank står allerede bag Malmöhus Invest, og bankens adm. dir. Lars Ljungälv ville kunne tage førertrøjen og stifte et Iværksætterinvest A/S Øresund sammen med en ekspansiv nyskaber som investeringsselskabets Spiltans adm. dir. Per H. Börjesson. Hvis bare fondschefen hos Sparbanken Finn, Michael Ekelund, kan få adm. dir. Lars-Erik Skjutare med på ideen, så er der intet til hinder for, at flere banker går sammen omkring et investeringsselskab. Det kan også fungere som en udmærket overgang mellem de meget tidligere investeringer fra skånske Lumitec og de danske innovationsmiljøer i den ene ende, og Öresundslistan i den anden ende af investeringskæden.
For at starte op kræves der et kapitalgrundlag på mindst 10-15 millioner fra nogle professionelle investorer, penge som i første omgang skulle matches af et tilsvarende beløb fra 100-150 private investorer i regionen.
Fordelen for de private investorer er, at de allerede for et indskud på 100.000 kroner får chancen for at sprede risikoen på mindst en håndfuld start-ups, måske flere. Det er i dag i princippet umuligt at gå ind med så små beløb i enkeltselskaber, hvis man ikke tilhører den nærmeste kreds. Desuden kommer de private investorer ind i en struktur, som giver mulighed for opfølgende investeringer, hvilket altid bliver nødvendigt før eller senere.
Set fra iværksætterfirmaernes side er fordelen, at de får adgang til lokal kapital, uden at være nødt til at håndtere flere hundrede investorer. Iværksætterinvest A/S Øresund bliver et filter mellem selskaberne og de private småsparere, som dermed får en professionel mellemmand, der følger investeringerne og bidrager med kompetence i selskaberne udvikling. Samtidig kan selskaberne spare tid og penge ved at informationsudsendelsen koncentreres til én ejer, som derefter formidler den videre til de egentlige investorer. Et par gange om året afholdes regionale kapitalmarkedsdage med småselskaberne – for øvrigt en af de bedste ideer i hele Öresundslistans oplæg! (Mere om det i en senere analyse.)
Det ville også være muligt at åbne for handel med andelene i Iværksætterinvest A/S Øresund. Måske ikke dagligt på en aktieliste, men en gang om måneden eller kvartalet, svarende til modellen fra Alternative aktiemarknaden.
Men hvad så med Öresundslistan, har den slet ingen funktion? Jo, men vægten burde lægges netop på Øresund og dermed brobygning over kapitalkløften mellem Sverige og Danmark. To danske selskaber i telekomsektoren – Nextlink og CellPoint – har allerede valgt at lade sig notere på svenske aktielister, eftersom de anser udbudet af private investorer for at være bedre i Sverige. Desuden er det stadig urimeligt dyrt at gennemføre aktiehandler på tværs af Sundet. Derfor ville en parallel notering af danske vækstselskaber på en Øresundsliste være et udmærket middel til at sætte skub i aktiehandlen på tværs af landegrænsen.
