Kort sagt: Håbet om en effektiv forstærkning af universiteternes arbejde med kommercialisering af forskningsresultater blev ikke indfriet, da den svenske regering i sidste uge præsenterede sit forskningslovforslag.
En moderat forstærkning af ressourcerne til universiteternes holdingselskaber, en ny undersøgelse af holdingselskabernes organisation samt løst formulerede krav om handlingsplaner for kommercialiseringsarbejdet var det hele.
Af Thomas Frostberg
Da daværende erhvervsminister Leif Pagrotskys særlige forhandlingsmand Claes de Neergaard i efteråret 2003 fik til opgave at undersøge den statslige venturekapitals struktur, indgik en gennemgang af universiteternes arbejde med kommercialisering af forskningsresultater ikke i kommissoriet. Det var en beklagelig fejl allerede dengang, men skaden skulle gøres god igen ved hjælp af årets forskningslovforslag.
de Neergaard tog sig dog den frihed i sin afsluttende rapport at kommentere holdingselskabernes rolle og efterlyste en bedre koordinering mellem dem og de øvrige dele af det offentlige system, frem for alt den nye Innovationsbro. Desuden ønskede han flere penge til holdingselskaberne:
Jeg håber, at undervisningsministeren finder anledning til at bevilge flere ressourcer til holdingselskaberne, så vi får hele systemet fra jord til bord.
Nogle mere konkrete forslag havde han ikke mandat til at komme med.
I dag hedder undervisningsministeren – Leif Pagrotsky – og forventningerne har været høje til de forslag, der skulle komme i forskningslovforslaget omkring netop holdingselskaberne og læreanstalternes rolle i den øgede kommercialisering af forskningsresultater.
I store træk handler forslagene om, at universiteterne skal udarbejde handlingsplaner for kommercialiseringsarbejdet, reglerne for hvem der har ejendomsretten til forskningsresultaterne skal gennemgås (hvilket allerede var kendt), og holdingselskabernes rolle skal undersøges af en ny forhandlingsmand. Det eneste konkrete forslag er et tilskud på i alt 60 millioner svenske kroner til holdingselskaberne i 2006 og 2007.
Sammenlagt er forslagene for vage og ressourcerne for små, selv om det er et skridt i den rigtige retning. Et skarpere forslag burde, efter Rapidus’ mening, se nogenlunde sådan ud:
– Handlingsplanerne for kommercialiseringsarbejdet bør kobles til øremærkede penge, som kun må anvendes til dette formål, for at sikre at arbejdet får prioritet. I forskningslovforslaget foreslår regeringen, at læreanstalterne skal tage penge fra den generelle ressourceforøgelse, hvilket indebærer et internt tovtrækkeri og stor risiko for, at handlingsplanerne kun bliver til tomme ord uden forankring i virkeligheden.
– Der bør også være en gulerod til de læreanstalter, som gør en særligt god indsats på kommercialiseringsområdet. Universiteterne vil nemlig, i modsætning til hvad mange rektorer drømmer om, aldrig blive rige på ejerandele i knopskydningsvirksomheder. Ikke engang det velkendte Stanford-universitet har det store overskud på selve ejerskabet af sine knopskydningsselskaber, men i højere grad via tilbagevendende forskningsopgaver og donationer. Værdien af kommercialiserede forskningsresultater kommer i stedet samfundet til gode. Derfor bør succesfulde læreanstalter belønnes gennem øgede ressourcer til deres holdingselskaber og enheder til teknikoverførsel til erhvervslivet, på samme måde som succesfulde forskningsmiljøer får ekstra bevillinger i forskningslovforslaget.
– Spring den særlige undersøgelses- og forhandlingsproces over omkring holdingselskabernes rolle i innovationssystemet. Tiden er alt for knap, og den meste viden findes allerede, blandt andet i den tidligere forhandlingsmand Claes de Neergaards hoved. Regeringen ønsker at finde metoder til opbygning af færre og stærkere holdingselskaber gennem regionale strukturer, men det skal skabes regionalt, ikke gennem centrale direktiver. Desuden eksisterer der allerede samarbejder mellem læreanstalterne og eksterne innovationsfremmende organisationer på mange steder. Sørg derfor for snarest at koordinere holdingselskabernes arbejde med den nye Innovationsbrokoncern, som netop er stiftet, inden den struktur er stivnet.
– For at holdingselskaberne skal kunne få succes, kræves der betydeligt større ressourcer. Sagen kompliceres naturligvis af, at alle altid vil have mere, men de foreslåede 60 millioner rækker ikke langt. I øjeblikket har Sverige 14 holdingselskaber, som skal dele pengene. Alene Lunds universitet har ønsket et engangsbeløb på 30 millioner kroner til sit holdingselskab. Desuden er der mange steder, hvor de mangler holdingselskaber, men gerne vil etablere et – blandt andet på Malmö högskola.
I det hele taget investeres der alt for lidt penge i at stimulere kommercialiseringen af forskningsaktiviteterne. Den svenske regerings nye satsning på statslig venturekapital via Innovationsbron med tilhørende aktiviteter omfatter knap to milliarder svenske kroner over en tiårs periode. Sammenlign det med Danmarks regering, som har tænkt sig at investere 16 milliarder danske kroner på en højteknologifond – ud over den iværksætterfond på 300 millioner, som desuden er blevet stiftet.
