Kort sagt: De første resultater af Medicon Valley Academys arbejde med en innovationsstrategi for Øresundsregionen er interessante, men ikke specielt revolutionerende. Behovet for flere penge til kommercialisering af forskningen, øget samarbejde mellem regionens aktører på området samt skattelettelser for unge innovationsvirksomheder har vi hørt om før.
Det virkelige strategiske spørgsmål – hvordan man får de ansvarlige politikere til at handle og investere? – giver strategigruppen ikke noget svar på.
Af Thomas Frostberg
MVA’s forsøg på at gå fra en interesse- og netværksorganisation for sine medlemmer til også at drive lobbyvirksomhed i vigtige politiske spørgsmål er prisværdigt. Hidtil har organisationens kontakter været anset for nogenlunde i dansk politik, men begrænsede i tilsvarende svensk sammenhæng.
For at råde bod på dette ansatte man Stina Gestrelius, tidligere forskningsdirektør hos Malmövirksomheden Biora, som vicedirektør med særligt ansvar for MVA’s svenske lobbyarbejde. Hun har tidligere siddet i bestyrelsen for MVA og kender organisationen godt. Derfor er der forventninger om hurtige resultater.
Der er dog en åbenlys risiko for, at arbejdet også fremover vil gå trægt, så længe ingen analyserer, hvorfor de politiske cirkler i dag er så uinteresserede i innovationsspørgsmål, kommercialisering af forskning og forbedrede erhvervsvilkår.
De centrale politikere og ministerielle embedsmænd kan umuligt være uvidende om, hvilke behov der eksisterer. Der produceres masser af højt kvalificeret forskning i Skandinavien, men vi formår ikke at omsætte det i praksis i form af kommercielle virksomheder og dermed økonomisk vækst.
Også budskabet om at en statslig investering på innovationsområdet betaler sig selv i det lange løb, burde være fremgået med al ønskelig tydelighed. Alligevel sker der ingenting.
Problemet består ikke i at fremføre budskabet. Det svære er at vinde gehør for forslagene. Eller enklere udtrykt: HVAD der skal gøres, står klart og behøver ikke undersøges yderligere. Spørgsmålet er, HVORDAN man skal få det gjort, når ikke engang gode argumenter slår til?
Dagligt kræver forskellige interesseorganisationer og opinionsdannere flere penge til snart det ene og snart det andet. Universiteterne vil have flere penge til grunduddannelsen, iværksætterne efterlyser statslige investeringer på ventureområdet, og senest i går krævede en forsker ti milliarder kroner til en satsning på biomedicin. Politikerne er ved at drukne i udgiftskrævende forslag, der alle præsenteres som selvfinansierende inden for ti år. Hvis det skal lykkes MVA at opnå gennemslag for sine ideer, kræves der altså noget nyt ud over mere statistik og flere gode argumenter. Desværre mangler det første udkast til innovationsstrategi og anbefalinger, som blev præsenteret på årsmødet i denne uge, helt dette perspektiv.
Vanskelighederne ved at vinde gehør for et mere innovationsvenligt skattesystem er nærmest identiske, blot værre med tanke på at den svenske regering er på vej til at gennemføre en iværksætterfjendtlig omlægning af formueskatten.
Det er altid nemt at skyde skylden på andre, især på landspolitikerne, men den samme type problemer hersker på det område, hvor regionens aktører rent faktisk ville kunne opnå forandringer på egen hånd. Ifølge strategigruppens formand Mikael Ørum findes der i øjeblikket 15-20 innovationsaktører på hver sin side af Øresund. I virkeligheden er der endnu flere, hvis man udvider definitionen en anelse. At der kræves en større grad af koordinering, er indlysende for alle involverede og har længe været kendt. Alligevel sker der intet revolutionerende på denne front heller.
Alle snakker om samarbejde, koordinering og integration – men det bliver ved snakken. Også her bliver MVA nødt til at fokusere mere på, HVORDAN en forandring skal opnås, end på HVAD der skal gøres. Kan man ikke klare det på hjemmebane, er det umuligt at forlange af politikerne i regering, folketing og riksdag, at de skal forstå det bedre.
