Kort sagt: Den svenske regerings beslutning i går om at lægge EU’s nye agentur mod smittespredning i Stockholm var ikke helt uventet, men den er et stort nederlag for Skånes og Øresundsregionens repræsentanter og lobbyister.
Beslutningen aktualiserer også behovet for at se nærmere på, hvordan regionen udfører sin markedsføring. En redegørelse vil med sikkerhed vise nødvendigheden af en samordning og nye strukturer i det hav af organisationer, som i dag sælger varemærket Øresund.
Af Thomas Frostberg
Det var en mærkelig tom argumentation, som sundhedsminister Morgan Johansson præsenterede efter den svenske regeringsbeslutning. EU’s nye agentur mod smittespredning er Sveriges første EU-myndighed, og lokaliseringen er derfor forbundet med ekstra stor prestige. Alligevel blev der ikke givet en mere indgående forklaring end at Stockholm stod stærkere end de øvrige fire kandidater, da regeringen havde bedømt dem efter fire forskellige kriterier.
De fire kriterier var videnskabeligt miljø, god kommunikation med det øvrige EU, adgang til lokaler og gode forudsætninger for myndighedens personale, og deres medfølgende familier. Hvis det bare havde handlet om videnskabelig kompetence havde afgørelsen ikke været så mærkværdig. Den type sammenligninger er for det første næsten umulige at lave. Stockholm har desuden en række vigtige institutioner på smittesprednings-området – herunder Karolinska Instituttet, Smittesprednings-instituttet og et sikkerhedslaboratorium af høj klasse selv i europæisk sammenligning.
MEN – nu var det videnskabelige miljø ikke regeringens vigtigste argument for valget af Stockholm – om end hovedstaden i en samlet bedømmelse stod stærkt. Det er faktisk svært at forstå, og vækker begrundet mistanke om at flere faktorer har påvirket beslutningen; Blandt andet Stockholms svære konjunkturniveau og den kommunale skatteudjævning, som koster Stockholm store penge.
Direkte afslørende var Morgan Johanssons svar på et spørgsmål om forudsætningerne for en lokalisering til Malmø/Lund: At lave regionalpolitik ud af sådan et spørgsmål vil være ulykkeligt.
En lokalisering i Skåne skulle altså ses som en regionalpolitisk handling, og ikke som en satsning på at styrke et af Sveriges vigtigste vækstområder og forskningscentre.
Heri ligger også kernen i Øresundsregionens markedsføringsproblem. Trods løbende rapporter og statistik om regionens stærke videnskabelige position, et innovativt erhvervsliv og den centrale beliggenhed ud fra et kommunikationsperspektiv, så er budskabet ikke nået frem. Alle tal findes, men tørre fakta er ikke tilstrækkelige. Markedsføringen er mislykkedes, når det gælder om at formidle følelsen til de svenske beslutningstagere; Følelsen som gør Øresundsregionen til et indlysende og prioriteret vækstområde selv i et nationalt perspektiv. I stedet for opfatter regeringen det fortsat som et offer og en regionalpolitisk handling at lægge en vigtig myndighed i provinsen Skåne – selv om sundhedsministeren selv bor i Lund og burde kunne have formidlet en anden følelse til regeringskollegerne.
Selv de skånske rigsdagsledermøder har været forbløffende tavse i det spørgsmål – som så ofte før når det gælder om at tage kampen for regionen på statsplanet.
Et yderligere problem er, at Malmø/Lund-alternativet for en stor dels vedkommende bygger på nærheden til København og hvad den danske hovedstad kan tilbyde. Det perspektiv passer ikke ind, når den nationale prestige er på dagsordenen – som i tilfældet med den svenske EU-myndighed.
Opbakningen i specielt dette spørgsmål har ellers været usædvanlig stærk og samordnet. Politikere fra Malmø, Lund og Skåne arbejdede sammen i stedet for på traditionel vis at konkurrere. Desværre var det ikke tilstrækkeligt, eftersom forarbejdet med at sælge følelsen for regionen ikke var stærk nok.
Det er på tide at foretage et eftersyn af, hvordan regionen arbejder med markedsføring med det sigte at skabe en mere samlet indsats. Øresund Network, Copenhagen Capacity, Position Skåne, Wonderful Copenhagen og Øresund Science Region med platformene Medicon Valley Academy, Øresund IT Academy, Øresund Environment Academy og Øresund Food Network er blot nogle eksempler på organisationer, som på forskellig måde har et ansvar for Øresundsmarkedsføringen. Systemet er mildt sagt svært at overskue, og allerede dagens samordning kræver ressourcer, som kunne anvendes bedre, hvis aktørerne var færre, men stærkere.
