Af Tomas Lundin
To hændelser der ligner én tanke.
I sidste uge kom meddelelsen om, at det svenskstiftede og nu Londonbaserede Letsbuyit.com noteres på vækstbørsen Neuer Markt i Frankfurt. Hverken børsen i Stockholm, London eller Nasdaq kom på tale.
Og så fusionen mellem Europas to største aktiebørser – London og Frankfurt – som blev en realitet i forgårs. Resultatet af denne fusion er, at handlen med hurtigtvoksende teknologivirksomheder bliver koncentreret til Frankfurt. Den gamle økonomis kæmper flytter til London.
Har det nogen betydning?
Absolut. Al respekt for business angels og risikovillige investorer, men de kan ikke erstatte en børsnotering. Aktier i egen virksomhed er den nye tids hårde valuta, som anvendes til at opkøbe virksomheder og finansiere ekspansioner.
Hvorfor så Neuer Markt? For Øresundsvirksomheder burde vel både København og Stockholm være mere oplagte.
Vi kan lige så godt slå det fast én gang for alle: Neuer Markt er i dag Europas største og mest likvide vækstbørs med 230 noterede selskaber (der kommer 20 nye hver måned) og en samlet børsværdi på knap 200 milliarder Euro. Efter fusionen med London og det planlagte samarbejde med Nasdaq vil Frankfurt stå for mere end 80 procent af handlen med hurtigtvoksende virksomheder i Europa.
På kurslisten optræder hollandske, østrigske, schweiziske, israelske og flere amerikanske spydspidsfirmaer. Men ikke et eneste dansk eller svensk firma. Og det til trods for at næsten hver tiende virksomhed på Neuer Markt beskæftiger sig med Øresundsspecialiteter som bioteknik og medicoteknik.
Hvorfor dette fravær? En venlig tolkning ville være, at vækst- og integrationsprojektet Øresund lægger beslag på alle ressourcer.
En mere realistisk udlægning er, at der findes en kulturel distance til alt, hvad der er tysk. Gerne Nasdaq og London, men ikke Frankfurt, selv om Neuer Markt faktisk er som skabt for svenske og danske hurtigvoksere.
Den mest ildevarslende forklaring er, at Øresundsvirksomhederne endnu ikke er smittet af Europafeberen, som raser i kølvandet på den fælles europæiske valuta. Og her mener jeg den feber, som i dag får selv det mindste garagefirma på kontinentet til at tænke paneuropæisk: én valuta, ét marked – og én børs.
