Kort sagt: Mandagens nyhed om at Sparbanken Finn i Lund indleder handel med unoterede selskaber i regionen var ventet med længsel. Virksomheder som ProstaLund, CellaVision og Chemel har al mulig grund til at tilslutte sig snarest for at organisere den private handel som allerede foregår.
Næste skridt bør være en fond for privatpersoner med fokus på investeringer i regionens unge vækstfirmaer. Løsningen kan også være en model for Danmark hvor vejen til børsen er betydeligt længere.
Af Thomas Frostberg
Rapidus har lige siden starten for snart tre år siden argumenteret for at også private indskydere skal have mulighed for at investere i unge innovationsselskaber eksempelvis i Ideon. Det handler om spændende investeringsmuligheder som i dag normalt kun er åbne for institutionelle investorer.
Derfor er Sparbanken Finns initiativ velkomment, selv om kun Skånska Energi har valgt at tilslutte sig markedspladsen indtil videre.
I mellemtiden foregår der handel mellem privatpersoner i en række skånske unoterede selskaber. Aktieposter annonceres via internettet hvor www.inoff.nu er den primære kanal. Netop nu sælges for eksempel 5.000 aktier i CellaVision til kurs 20, næsten 30 procent under seneste emissionskurs. ProstaLund er et andet Lundselskab hvor 4.000 aktier er til salg til en kurs der ligger 40 procent over seneste emission sidste forår. Også en post Chemel-aktier er på salgslisten.
Selve handlerne gennemføres ikke via internettet, men i direkte kontakt mellem køber og sælger. Det skaber problemer fordi ingen bagefter kan se til hvilke kurser handlerne har fundet sted. Der er heller ingen kontrol af selskabernes informationsspredning eller hvordan insiderpersoner i disse selskaber handler med deres aktier.
Handlen foregår nemlig ikke på selskabernes initiativ, men den foregår. Derfor burde virksomhedsledelserne tage ansvar for at få trukket handlerne frem i lyset. Det er ikke noget populært budskab. Efter de seneste års børsturbulens er selskaberne mange gange glade for at de ikke nåede ind på børsen og derfor er sluppet for at opleve de kursfald der har ramt lokale naboer som Anoto, BioInvent, SwitchCore og Axis.
I grunden er det også en sund indstilling at unge teknikselskaber ikke skal noteres for tidligt. Samtidig er der privat kapital som i dag ikke udnyttes, eftersom det er så godt som umuligt for privatpersoner at indskyde i disse selskaber selv om mange af dem har brug for penge. Sådanne investeringer er forbeholdt forretningsengle der både kan tilbyde større beløb og deres erfaring via aktivt bestyrelsesarbejde.
Rapidus’ forslag er at Sparbanken Finns fondschef Michael Ekelund, eller en anden regional aktør, tager det næste skridt og opretter en ægte Skånsk Iværksætterfond. I en sådan Iværksætterfond ville privatpersoner kunne indskyde penge til investering i teknikselskaber i de tidlige faser. Fonden ledes af et erfarent investeringsteam og placeringerne er langsigtede.
Konstruktionen har flere fordele sammenlignet med enkeltstående direkte investeringer.
– Selskaberne slipper for at håndtere kontakter til flere hundrede ejere i de første år; i stedet har de kun én modpart. Det bliver derfor praktisk muligt at få tilført kapital fra privatpersoner betydeligt tidligere end i dag.
– Der kræves ikke samme informationshåndtering som hvis selskaberne blev noteret. Samtidig skal indskyderne have indsigt i porteføljeselskabernes aktiviteter, en rolle som fonden må tage på sig ved at udarbejde rapporter og arrangere præsentationsmøder med selskaberne. Det ville yderligere understrege fordelen ved at investere i det lokale erhvervsliv, sammenlignet med skånske børsselskaber som kun interesserer sig for analytikerne i Stockholm når de præsenterer deres kvartalsrapporter.
– En fond åbner muligheder for privatpersoner som ikke kan indskyde flere hundredetusinde kroner eller et par millioner i hvert enkelt selskab, men ønsker at sprede risikoen.
– Med en fondsløsning undgår selskaberne risikoen ved en notering – den forhadte kvartalskapitalisme som lokkede mange IT-selskaber til at ekspandere sig ihjel. I en senere fase kan fonden dele aktieporteføljerne ud til sine investorer som hver især må afgøre om tiden er inde til exit, samtidig med at selskabet tager skridtet ind på en eller anden aktieliste.
Der er som bekendt intet nyt under solen, og Iværksætterfonden findes da også allerede – under navnet Malmöhus Invest. Venturekapitalselskabet Centrecourt forsøgte også at skabe en ny version via sin depotvirksomhed, men uden regionalt fokus. Eftersom Malmöhus Invest ikke lukker nye investorer ind og Centrecourt Depå døde før de nåede at starte, er der forhåbentlig en anden der er parat til at løfte ideen.
