3Dfacto i strategisk samarbejde med RAND Worldwide
Udviklingsvirksomheden 3Dfacto i København tager den globale RAND-koncern til hjælp for at sælge selskabets 3D-konfigurator VirtuBuild. Inden for rammerne af det nye samarbejde integreres VirtuBuild med andre systemer til udvikling og produktion såsom CAD, PLM og økonomistyringssystemer.
Aftalen gælder indledningsvist udelukkende det danske marked, men 3Dfactos adm. dir. Thomas Randrup håber at kunne udvide det til de øvrige 26 lande hvor RAND er aktiv.
Med VirtuBuild kan udviklere skabe 3D-billeder af komplekse produkter og konstruktioner, samtidig med at systemet holder styr på hvilke forudsætninger og kombinationer der kan lade sig gøre. 3D-billederne fylder kun lidt og kan vises for en kunde via internettet. Systemet solgte sidste år for nogle millioner, men selskabet regner ikke med at få overskud før tidligst næste år.
I starten af måneden fik selskabet 12 millioner i venturekapital fra Symbion Capital og Vækstfonden. Pengene skal anvendes til øgede salgsindsatser og indgåelse af flere partneraftaler i Skandinavien og Tyskland.
3Dfacto har 11 ansatte, men inden årets udgang regner man med at være hen ved 20. Virksomheden blev startet i 1998 og tidligere kapital er kommet fra Ørestaden Science Parks, Vækstfonden og Amagerbanken.