Kort sagt: Øresundskomiteens årlige Øresundsting er nødt til at finde en ny tone med plads til vigtige diskussioner, en ny retning med mere konkrete mål, og en ny begejstring og engagement ved også i fuld offentlighed at diskutere de emner, som gør ondt.
Af Keld Broksø, Københavnsredaktør
Denne skribent har gået og grublet: Hvad kom der egentlig ud af Øresundstinget, hvor Øresundskomiteen samlede 300 mennesker i DGI-Byen i København for et par uger siden? Kan jeg nu svare præcist på disse fire spørgsmål?
1) Var det som en partikongres, hvor gode støtter satte retningen for integrationsarbejdet?
2) Var der begejstring over de mål, som blev sat?
3) Fik vi diskuteret store emner, som virkelig gælder?
4) Blev jeg klogere?
Der er lagt kræfter i Øresundstinget. Dyrt set up, god mad, gode tanker, hyggelig stemning. Men der er et problem. Jeg kan ikke svare bekræftende på nogle af de fire spørgsmål. Fremfor svar fik jeg i stedet selv debatoverskrifter i form af spørgsmål, som efter en række berøringsangste debatter stadig stod ubesvarede:
Hvordan kan livskvalitet blive en motor for Øresundsregionens udvikling de kommende 20 år? Øresundsregionen — verdens klogeste region? Og så overskriften Øresundsregionen i Europa, som kan indeholde hvad som helst – og derfor også kom til at stå og blafre uforløst.
Måske er det organiseringen af Øresundskomiteen, som gør den ude af stand til at sætte en retning med mere konkrete mål, der kræver mere konkret handling. Der skal helst være konsensus i den nu 20 år gamle Øresundskomites politiske bagland før man rykker. Det gør, at luften gik ud af de offentlige debatter. Skåltalerne var for trætte og forudsigelige. I foyeren mærkede man også en træthed i de netværkssamtaler, som nærmest blev Øresundstingets vigtigste formål: Hvorfor kom intet på agendaen af de ting, som er aktuelle og vigtige at diskutere omkring Øresund? lød kritikken fra flere deltagere.
For eksempel, at der nu er fire nye Øresundsforbindelser i spil: En HH, en Øresundsmetro, en tunnel fra Landskrona til København og endda en tunnel fra Falsterbo til Stevns. Nuvel, der er ikke konsensus i Øresundskomiteens bagland, men at tie det ihjel virker som strudsemetoden:
Når strudsen stikker hovedet i jorden for at gemme sig, så bliver den sparket bagi.
Det er allerede ved at ske. Tankerne om en revitalisering af Øresundskomiteen var fremme fra bl.a. Malmøs afgåede borgmester, Ilmar Reepalu, og nu fra danske socialdemokraters spidskandidat til Region Hovedstaden ved valget 19. november, Sophie Hæstorp Andersen. Hun har Øresundsregionen som en prioritet fordi udviklingen går for langsomt erhvervsmæssigt, og fordi Øresundskomiteen er for tandløs uden en nordisk minister i komiteen: Når man ikke har en stat, der involverer sig, kan man ikke få de investeringer i infrastruktur eller den lovgivning, der skal til. Borgerne og erhvervslivet bliver taberne, mener Sophie Hæstorp Andersen. Dansk Industri efterlyser også mere koordinerede erhvervsinitiativer i en region med det nye navn Greater Copenhagen Region. Det er en diskussion værd på Øresundstinget, for der er behov for emner, som rykker.
I stedet kom de nordiske ministre for samarbejde, Ewa Björling og Manu Sareen, med mindre nyheder i form af et løfte om snarlig løsning af en grænsehindring for danske fritidshusejere, som uden personnummer har svært ved at få internet og mobilabonnement. Og dertil et forslag om en Øresundsdag tilegnet integrationen i Øresundsregionen.
Da vi endelig kom ind på større emner, som rykkede, skyldtes det Ilmar Reepalus efterfølger, Katrin Stjernfeldt Jammeh. Fra tilhørerpladsen og udenfor programmet bragte hun en vigtig sag på banen: Den nordisk-baltisk afdeling af den europæiske patentdomstol, som København og Malmø gerne ser placeret i Malmø, mens Stockholm prøver at skrabe den til sig. Her krøb Eva Björling uden om. Hun henviste sagen til ministerkolleger. Ingen politiske medlemmer af Øresundskomiteen sprang op og signalerede, at det var en fælles sag, som er værd at kæmpe for ved at få domstolen til Malmø.
I stedet fortsatte en feel-good stemning, som ikke satte noget på spil. Heller ikke ved indledningen, da vi alle skulle mime med på tegnsprog til Grand Prix vindersangen, Only Teardrops”. Men vi fik ikke taget bolden op og diskuteret, hvordan København kan bruge sin værtsrolle i 2014 til at brande Øresundsregionen internationalt – eftersom den chance blev misset totalt i 2013, da sangkonkurrencen var i Malmø Arena.
Sammenlagt blev det en rodet, frustrerende forestilling. Den var lige ved at blive reddet på falderebet, da EU´s miljøkommissær, danske Connie Hedegaard, fik syv minutter til at rose Øresundsregionen for miljøsamarbejde, og indbød til at komme med mere af det samme. Meget mere konkret blev det ikke, selv om Øresundskomiteen fornuftigt nok prøver at skabet et cleantech svar på Medicon Valley Alliance. Og så er vi igen ved sagens kerne:
Øresundkomiteen er med Øresundstinget nødt til at finde en ny tone med plads til vigtige diskussioner, en ny retning med mere konkrete mål og en ny begejstring og et nyt engagement ved også i fuld offentlighed at diskutere de emner, som gør ondt fordi de ødelægger den gode stemning, når ikke alle er enige.
Ellers må strudsen blot vente på at blive sparket bagi.
