En af foreløbig 45 nye virksomheder udsprunget fra Nokias nedlagte udviklingsafdeling i Københavns Sydhavn er Copenhagen X Prize Team, og firmaet har netop fået gennembrud for en ny mobil sundhedsplatform: Region Hovedstaden investerer nu 2,5 mio. DKK i selskabet ved næste år at finansiere et ambitiøst pilotprojekt på Herlev Hospital.
– Region Hovedstadens ønske om at bruge vores produkt er et gennembrud og en blåstempling af teknologien, siger firmaets direktør Jens Raarup.
Han er selv på en fratrædelsesordning det næste år ligesom andre tidligere Nokia-ansatte. Det giver luft til at arbejde videre og rejse yderligere omkring
10 millioner DKK fra investorer. Der forhandles nu med danske og indiske investorer. Firmaet har også sat et andet usædvanligt mål — nemlig at vinde 10 millioner dollars i den højeste teknologipris inden for sundhed, den fondsbaserede, amerikanske Qualcomm Tricorder X Prize.
Firmaets mobile sundhedsplatform er klar, men er inde i en udviklingsfase. Allerede nu kan firmaet producere hospitalstrøjer med sensorer, som er forbundet med tynde ledninger til en lille elektronisk platform syet ind ved skulderen. Herfra måles patientens temperatur, EKG, åndedræt, iltoptagelse samt puls. Alle informationer sendes løbende via en applikation til iPad eller iPhone, så sygeplejersker og læger ikke skal måle flere gange om dagen. De undgår at bruge tid på at løbe op og ned ad gangene med det resultat, at lægen skal vente måske tre timer på hver måling.
– Der er en kæmpe arbejdsbesparelse og en effektivisering. Lægen og sygeplejersken kan umiddelbart se, hvilke patienter som er mest kritiske. De skal ikke afvente målinger, men kan hente dem selv løbende — også hvis de hjemmefra vil følge en særlig patient, siger Jens Raarup.
15 mennesker arbejder nu på produktet med firmadomicil i Nokias nedlagte udviklingsafdeling. Ud over hospitalspatienter kan folk i ældreplejen, for tidligt fødte børn og folk under genoptræning også med tiden bruge sundhedsplatformen.
– Med vores baggrund i Nokia kender vi en masse til mikroelektronik og datakommunikation. Vi har læger med i firmaet for at få lægelig know how også. Målet er at skabe et lavprisprodukt, så man ikke er afhængig af de dyre konkurrenter, som er i markedet nu, fortæller Jens Raarup.
Af Keld Broksø