Forskningssamarbejdet Biogrid, mellem Lunds Tekniska Högskola og Karolinska Institutet i Stockholm, er på vej ind i den kommercielle fase. Thomas Laurell, professor i elektrisk måleteknik og grundlægger af en række knopskydningsfirmaer, står bag en mikrometerstor si, der giver stamceller bedre vækst i reagensglassene.
I alt har fire forskere ved LTH og Karolinska instituttet arbejdet i godt to år på at udvikle det, Thomas Laurell selv beskriver som et pomfrit-jern i miniformat. Værktøjet skal bruges i forbindelse med stamcelledyrkning i laboratoriet. Når en klump af stamceller er vokset til omkring 100.000 celler, får cellerne i midten ikke nok næring, og celledelingen går i stå. Den halv millimeter store klump skal så deles op i mindre stykker, som derefter hver især kan vokse videre. I dag sker det ved hjælp af enzymer eller ved at skære med en skalpel under mikroskop, hvilket er vældig tidskrævende.
— Vores metode giver en lige så god opsplitning, uden at flere celler går til. Havde vi haft flere ressourcer, kunne vi have optimeret metoden endnu mere, siger Thomas Laurell.
Nu er målet at finde en partner, der vil licensere teknikken, oplyser Emma Kilstedt, projektleder hos KIAB.
Thomas Laurell er blandt andet medstifter af biotekselskaberne Picology og ErySave i Lund.
Af Erik Olausson