Kort sagt: Den københavnske hovedinvestor i en arena, Sport Event Danmark, ser den nye arena i Hyllie som en konkurrent, og tror ikke rigtigt på fælles events i Øresundsregionen. Hvis det er holdningen, så sker der ingenting. Og man overser gennembruddet i år for grænseoverskridende sportsevents: Euro 2008 Football Championship i Østrig og Schweiz viser det kan lade sig gøre, og at begge parter får nytte af det. Rapidus har fem bud på, hvad der skal til i Øresundsregionen.
Af Keld Broksø, Københavnsredaktør Rapidus.
Det behøver ikke blive sådan – selv om Københavns første, store arenainvestor, Sport Event Danmark, i en nyhed i Rapidus for et par uger siden punkterede en drøm om Øresundsregionens branding på sport. Udelukkelsen af et større samarbejde på tværs om sportsbegivenheder til superarenaer var så godt som total. København mangler dog stadig arenaen ved Bella Center i Ørestaden, mens Malmö Arena i Hyllie til 15.000 mennesker åbner i august. Rapidus vil fastslå, at sportssamarbejdet kan lade sig gøre.
Euro 2008 Football Championship mellem Østrig og Schweiz er eksemplet til efterfølgelse. Til kampene i juni er der rift om billetterne til priser på 600 til 1.000 euro. Der er altså penge i det.
Øresundsregionens vilje til store sportsbegivenheder er derimod strandet på politiske ønsker om nationale events. Det er forståeligt på kort sigt. Men på langt sigt mister man en kritisk masse i kapacitet og økonomi, som netop kan tiltrække begivenhederne. Altså en win-win situation. Derfor er der behov for det første isbryderprojekt for sport i Øresundsregionen. Inden vi giver fem bud på, hvordan det kan gøres, så tager vi først et andet mindre, lokalt eksempel:
I Litauen og Letland er nationalsporten ikke fodbold, men basketball. I halvandet år frem til oktober 2007 blev der med succes organiseret ”Latvian-Lithuanian cross-border basketball championships and street-ball tournaments”. Det var mere end en landskamp. Der var kampe mellem flere hold i grænseregionerne, og det styrkede et sportsligt og politisk samarbejde.
Pointen er, at Øresundsregionen på lignende vis skal kickstarte et samarbejde på tværs, og bevise det fungerer, før vi kan få noget stort til regionen. En del lejligheder er forpasset:
Den Internationale Olympiske Komité, IOC, holder verdenskongres i Bella Center i København næste år med et budget på 20 millioner DKK. Kongressen kommer samme år som de homoseksuelles OL i København – de såkaldte Outgames, og der ventes 16.000 deltagere og 200.000 tilskuere. Tidligere var det en fejltagelse, at man i 2005 ikke lavede en fælles delsejlads, da America´s Cup kom til Malmø. Sammenlignet med VM og EM er det småprojekter, men de passer i størrelse som isbryderprojekter. Stedet for OL i 2024 afgøres af IOC i 2017. Der er altså tid til mange isbryderprojekter, og hvad kræver de så:
* Øresundsregionen skal bevise, at den kan løfte internationale sportsevents logistisk. Der må begyndes overkommeligt – i størrelser som nævnt herover, men med stigende ambitioner.
* Ud over sporten skal samarbejdet gælde hotelkapacitet og sponsorater fra erhvervslivet.
* Der skal i eksisterende vækstfora skabes en gren for sportsaktiviteter under Region Hovedstaden og Region Skåne. Det kræver velvilje både politisk og fra erhvervslivet.
* Begge organisationer kan søge støtte lokalt, nationalt og i EU-regi. Eksempelvis var basketball-projektet i Litauen og Letland Interreg-støttet.
* Begge organisationer skal udpege én talsmand med sekretariat for sportsbegivenheder. Talsmanden – en Mr. eller Mrs. Sport ved Øresund – skal give fælles sportsinitiativer en stemme til offentligheden og politikere for at bane vejen for dynamik, lobbyisme og pression.
Alt det perspektiv var væk, da Danmarks kulturminister, Brian Mikkelsen, for et år siden kom med en handlingsplan for store idrætsbegivenheder. Planen koster 260 millioner DKK fordelt med 65 millioner DKK årligt fra 2008-2011. Et stort mål er VM i Herrehåndbold i Danmark i 2011. VM i svømning og ishockey er andre muligheder. OL i Øresundsregionen, som flere har peget på i 2024, ligger endnu fjernere, hvis ikke isbryderprojekterne viser sig.
Reglerne tillader lige nu ikke OL-samarbejde mellem flere lande, men med gode eksempler og argumenter kan regler forbedres. Det er faktisk allerede tilladt at dele Vinter OL. Det ville Salzburg i Østrig som kandidat til Vinter OL 2014. Salzburg foreslog bl.a. bobslædekonkurrencer i Sydtyskland – men den russiske by Sotji vandt.
Til gengæld skal Norge og Danmark sammen holde EM i håndbold for kvinder i 2010, mens man ikke tør tænke stort med herre håndbold-VM 2011. Men det bliver ikke et samarbejdsprojekt mellem Sverige og Danmark, for begge lande har allerede hver for sig søgt om værtskab. Lad os som modargument derfor se, hvad Euro 2008 Football Championship gør for Østrig og Schweiz:
For første gang diskuterer de to lande en fælles udbygget infrastruktur og trafikplan, blandt andet med billetter til begge landes offentlige transport. Og for at give kendskab til den anden side af grænseregionen er der fælles projekter inden for design, mode, industri og politik.
Det lyder som ren Øresundspolitik! Et stort, fælles sportsprojekt vil give opmærksomhed, og gøre det til en bedre forretning, når man deles om udgifterne. Det vil også trække andre projekter på tværs ud af det dødvande, som ikke mindst det politiske samarbejde er havnet i. Dertil en synergieffekt til erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner. Branding-værdien er enorm. Se blot Kinas OL denne sommer. At så flammen slukkes er en risiko Øresundsregionen næppe løber.
