Kort sagt: Dette er en ekstraordinær analyse, for den indeholder først og fremmest en overset nyhed om et historisk gennembrud i bekæmpelsen af Øresundsbarrierer på skatteområdet. Men nyheden rejser også spørgsmål om, hvem der trækker tingene i langdrag i Øresundsregionen? Øresundsborgerne, embedsmændene eller politikerne? Hver i sær kan sikkert med god ret pege på hinanden. Men historien om det nye, skattemæssige gennembrud på tværs af Øresund varsler også en lex-skatteaftale for, hvordan vi kan få videre grøde i barrierebekæmpelsen.
Af Keld Broksø og Thomas Frostberg
Først den gode nyhed: Efter fire år med en halvfærdig skatteaftale over Øresund kommer det første gennembrud for en helt nødvendig justering, som især kan gøre det mere attraktivt at fylde tomme, danske arbejdspladser op med ansatte fra Sverige, der har større ledighed end i Danmark.
Forslaget er dansk, men er afstemt med Sverige.
Kort fortalt kan en dansk arbejdsgiver, når forslaget er trådt i kraft, aftale med den svenske medarbejder (eller danskeren bosat i Sverige), at han eller hun selv skal betale de sociale sikringsudgifter til hjemlandet ved bibeskæftigelse. Til gengæld for den nye ordning bliver medarbejderen modregnet krone for krone i den skat, der er betalt til Danmark.
Baggrunden for forslaget er, at mange danske virksomheder har været tilbageholdende med at ansætte svensk arbejdskraft fordi man som arbejdsgiver i Danmark risikerer efterfølgende at skulle betale netop sociale sikringsudgifter for den bibeskæftigelse, som arbejdsgiveren kan risikere at medarbejderen tager i Sverige. De sociale sikringsudgifter er 28 % af lønnen for udenlandske arbejdsgivere.
Ja, helt enkelt er det ikke, men det ER et gennembrud.
Derfor er historien om gennembruddet også interessant, for den handler også om skismaet mellem kvalificeret og ukvalificeret klynk fra borgerne mod embedsmændene og politikerne – og politikernes sendrægtighed til at reagere, når der virkelig står noget på spil.
En central spiller i historien om gennembruddet er det danske skatteministeriums departementschef, Peter Loft, der netop har rundet 50 år, og har tjent en stribe skatteministre siden 1993. Han er en knivskarp politisk og teknisk analytiker, og han er nu øverste administrative chef for Skatteministeriet, hvor han har stået i spidsen for flere skattereformer.
Peter Loft fortæller til Rapidus, at allerede for fire år siden ved den første skatteaftale vidste han udmærket, at den havde mangler; Heller ikke den skatteaftale var nem at få på plads, men det var hvad man kunne opnå dengang. I adskillige reaktioner fra borgere og organisationer på den første skatteaftale blev han, politikerne og de øvrige embedsmænd konfronteret med en række diffuse problemstillinger, som var svære at rubricere som ”væsentlige hindringer for integrationen”.
Kritikken blev med andre ord svær at tage alvorlig. Men lige præcis den del af aftalen, der ændres på nu, indebar et vigtigt argument for at der skulle ske noget mere: Barrieren gjorde det sværere at rekruttere nødvendig, svensk arbejdskraft i Danmark – og svenskerne kunne få bragt ledigheden ned, hvis barrieren blev fjernet. Det kunne også lade sig gøre lovteknisk at fjerne hindringen – nu skulle det bare gøres. Her stødte man ind i et nyt problem:
I Sverige skulle der være valg: Politikerne var lagt ned et halvt år – og da Reinfeldts regering kom til skulle den lige ordentligt på plads først. Før sommeren mødtes så endelig Danmarks skatteminister, Kristian Jensen, og Sveriges finansminister Anders Borg. De blev enige om principperne, der så nu er offentliggjort som forslag.
Man kan spørge, hvorfor der så ikke er gjort et stort nummer ud af det gennembrud endnu?
Men i Danmark er det sådan, at forslaget formelt først skal vedtages i regeringen, og derpå fremsættes som forslag i Folketinget efter åbningen ovenpå sommerferien den første tirsdag i oktober. Det vil formentlig ske hurtigt, og først derefter vil man gå mere hårdt ud med information til pressen og organisationerne. – Om end den trods alt komplekse aftale næppe vil rydde forsider.
Det er måske også en del af forklaringen på, at denne aftale nærmest er ukendt bredere ude i den svenske regering. Cristina Husmark Pehrsson, der er ansvarlig for Øresundsspørgsmål i regeringen, har en talsmand, som intet kender til aftalen med Danmark – som jo altså også Anders Borg har indgået. Et andet element er, at Danmark alene kan gennemføre aftalen – eftersom udgiften på svensk side er neutral, mens Danmark betaler regningen ved at kompensere i den danske skat. Endelig skal forslaget først vedtages formelt i Danmark, hvilket ikke gør information i Sverige akut.
Den svenske uvidenhed er alligevel endnu en basis for en ”lex-ny-skatteaftale?”, som indebærer to ting:
* Inertien i det politiske system viser, at det med den voksende migration over sundet er det mere nødvendigt end nogensinde med en samlet Øresundspolitik på regeringsplan frem for som nu, hvor ansvaret skubbes rundt mellem ministerierne i både Danmark og Sverige med det resultat, at der ikke sker nok. Regionen er desperat for at få politisk handling på barrierefronten, og derfor bør hvert et positivt tegn gribes og støttes på begge sider af entydigt ansvarlige ministre og embedsmænd for Øresundsspørgsmål i alle facetter.
* Konkretiseringen af barriererne har også store mangler. Det gør det svært at få gennemført ændringer, og det må borgere såvel som Øresundsorganisationer tage et ansvar for. Før politikerne kan reagere skal der blodigt kød på bordet – hvis man nu skal formulere det brutalt.
Forslaget til den nye skatteaftale er første politiske tegn på i lang tid, at der sker noget. Det er erhvervsorganisationer på begge sider af Øresund – samt Rapidus – glade for. Det er et eksempel til efterfølgelse.
