Kort sagt:
”Meget trist” var Medicon Valley Academys kommentar, da det for nylig blev klart, at sekretariatet for IMI, EU’s Innovative Medicines Initiative, ikke havner i Øresundsregionen. Men MVA er allerede ved at komme sig over skuffelsen. I dag kan Rapidus afsløre, at organisationen er blevet bevilget over en halv million kroner til at informere Øresundsregionens forskere og mindre virksomheder om IMI med håb om maksimalt økonomisk afkast.
For sekretariatets placering er faktisk ikke det vigtigste. Det, der virkelig betyder noget, er, at Europa får en organisation, som investerer milliardbeløb i en alvorligt vingeskudt medicinalindustri.
IMI, Innovative Medicines Initiative, skal placeres i Bruxelles. Sådan lyder det forslag, som EU-kommissionen og den europæiske lægemiddelindustriorganisation EFPIA fremlagde for ministerrådet i denne uge. Det er en stor skuffelse for dem, der det seneste år har arbejdet hårdt for, at dette lille (ca. 40 ansatte), men store (2 milliarder euro at administrere) EU-udvalg skulle havne et andet sted end i unionens hovedstad. MVA’s vicedirektør Stina Gestrelius spurgte irriteret, om kommissionen virkelig mente, at ”alting altid skal ligge i Bruxelles i al fremtid, amen”.
Men Gestrelius er allerede i bedre humør. I går blev det meddelt, at MVA får omkring 600.000 kroner fra Det strategiske forskningsråd i Danmark til at forberede regionen på starten af IMI. Hvis vi for et øjeblik lægger prestigen til side, bliver pointen tydeligere: IMI er ikke endnu en EU-enhed, som regionen er gået glip af. Det er et visionært initiativ, der skal redde en kriseramt industri i Europa. Og det vedrører os alle, uanset om vi er medicinalselskaber, skatteborgere eller patienter.
I dag produceres der for få og for dyre lægemidler. Ni ud af ti lægemidler, som går ind i patientstudier, når aldrig frem til markedet. Omkostningerne for hver fiasko er astronomiske, og det er derfor de vellykkede lægemidler er så dyre. Et eller andet sted skal man jo hente tabene hjem.
IMI’s forskningsmidler skal gå til nye metoder, som gør lægemiddeludvikling hurtigere og billigere. Det lyder enkelt, men er langt fra nogen selvfølge. Såkaldte precompetitive technologies – teknik som kan anvendes af alle og derfor ikke giver nogen konkurrencefordel – er ikke noget som profitorienterede virksomheder prioriterer højt. Hvem vil investere sine forskningsmidler i ”gode for alle”-metoder, når det man jagter er blockbusters og milliardoverskud? IMI skal være et neutralt forum, hvor samarbejde og informationsdeling opfattes som muligt og passende, i stedet for farligt af konkurrencemæssige årsager.
IMI vil desuden kurere The Swedish Disease. Har du aldrig hørt om den? Det er brancheslang for den enorme udflytning af medicinalindustri fra Europa. Op imod 100.000 jobs skal være forsvundet på 15 år, de allerfleste til USA. Sverige hører til de hårdest ramte lande.
Her kommer en lynguide til den europæiske lægemiddeludviklings redningskrans:
* Ingen nye lægemidler… skal give flere nye lægemidler!
IMI skal ikke udvikle et eneste nyt lægemiddel. Forskningen skal være helt fokuseret på at forbedre metoder, som anvendes ved lægemiddeludvikling. Det kan være biomarkører (stoffer i kroppen der giver signaler om, hvilke processer der er i gang), toksikologiske tester eller vurderingsmetoder, som gør det muligt at afprøve et nyt stof i reagensglas, computerprogrammer eller dyremodeller og screene uegnede varianter væk før de kostbare patientforsøg.
* Milliarder at hente for små virksomheder
IMI skal over fem år fordele 2 milliarder euro i forskningsmidler, halvdelen fra EU-kommissionens syvende rammeprogram, resten fra industrien i form af ”in kind-bidrag” (personaletid, produkter, teknologi med videre). Pengene skal gå til forskning, som drives i samarbejde mellem virksomheder, organisationer og højere læreanstalter. Normalt modfinansierer virksomheder med lige så store beløb. Her gør IMI en vigtig undtagelse; overskudsgivende virksomheder med mere end 250 ansatte bærer deres fulde omkostninger selv. Midlerne går altså udelukkende til små og mellemstore virksomheder og til læreanstalterne. Og udelukkende til forskning, som gennemføres i Europa.
* Snart afgjort
Ministerrådet for konkurrenceevne har fået et forslag at tage stilling til. Nu skal medlemslandene diskutere det. I sidste instans er det rådet, som vender tommelfingeren op eller ned for IMI, og den afgørelse håber kommissionen vil foreligge inden udgangen af 2007. I så fald ville IMI’s arbejde kunne startes op allerede i foråret 2008 med en første ansøgningsrunde.
* Men hvordan?
Præcis hvordan IMI skal drives, tager ministerrådet ikke stilling til. Det besluttes af IMI-sekretariatets bestyrelse, som skal bestå af kommissions- og EFPIA-repræsentanter. I dag peger pilen på en løsning, hvor de store virksomheder vælger forskningsområderne, mens en uafhængig såkaldt peer review-komité godkender projekter og vælger de parter, som skal indgå. Men flere andre modeller har været på tapetet. Nogle er bekymrede for, at de store virksomheder skal få for stor indflydelse, for skjult indflydelse, og for at processen ikke bliver så transparent, som man ønsker. Det er kommissionens udtrykkelige ambition, at den skal være netop det – men ingen siger, at det bliver let.
* Og hvad så med det der sekretariat?
IMI’s sekretariat bliver ingen kæmpeorganisation; måske 40 personer som rekrutteres fra hele Europa. Men det var et prestigespørgsmål for MVA og andre. En placering her kunne sætte fokus på Norden for medicinalbranchen. Desuden mente man, at regionen har meget at tilbyde med sin erfaring i PPP, såkaldte public-private partnerships. Den skandinaviske tradition for åbenhed har været et andet argument. En overskuelig og demokratisk proces kunne lettere skabes i Øresundsregionen end i Bruxelles, er det blevet hævdet.
Men kommissionen og EFPIA, som begge har deres hovedsæder i Bruxelles, ønsker sekretariatet der. Det er et spørgsmål om nærhed, men også om at spare tid. Man behøver ikke være Einstein for at regne ud, at hvis mindst seks af de såkaldte joint technology initiatives (IMI er det første) skal spredes ud i regionen, vil det føre til en evindelig studehandel mellem medlemslandene. En langtrukken proces ses som den største risiko for hele projektet. Både i USA og i Japan er der allerede programmer af IMI’s type, hvor amerikanske FDA’s Critical Path Initiative er kommet længst. Hvis IMI trækker for længe ud, vil de globale medicinalgiganter i Europa bare trække på skuldrene og flytte deres aktiviteter vestpå. Som sædvanlig.
At IMI bliver til noget, og bliver til noget godt, er betydeligt vigtigere, end om 40 personer hver morgen går til deres kontorer tæt på Arne Jacobsens Allé eller ved Rue du Champ de Mars. Nu skal MVA koncentrere deres kræfter; holde sig ajour med IMI-processen og opmuntre deres medlemmer til at sende ansøgninger ind. Organisationens erfaring med at sammenkæde den akademiske verden og industrien bliver uvurderlig i denne sammenhæng.
En første ansøgningsrunde kan komme allerede i foråret 2008. Her skal virksomheder og læreanstalter stå klar med skarpslebne projekter. Det ville gavne både regionen og de europæiske patienter.
