Kort sagt: En dugfrisk undersøgelse fra Øresund IT Academy viser, at rekordmange af regionens IT-studerende kunne tænke sig at læse på den anden side af Sundet. Men virkeligheden ser anderledes ud – kun et fåtal har gjort det.
For at Øresundsregionen skal kunne udbygge sin position som internationalt IT-knudepunkt, er samarbejde mellem dansk og skånsk erhvervsliv vigtigt. Og integrationen bør komme i gang allerede i uddannelsesårene. Så hvad skal der til, for at de studerende begynder at krydse broen?
Af Kristian Svensson
”Det er lettere at sælge Kina end Danmark til unge studerende”, konstaterer Lunds Tekniska Högskolas vicerektor Per Warfvinge tørt. Han kommenterer en rapport, som viser, at interessen blandt regionens IT-studerende for at læse på den anden side af Sundet er høj, men også at vældig få gør det.
Undersøgelsen er gennemført af Øresund IT Academy og blev i går præsenteret på Human Tech-konferencen på Københavns Universitet – i dagens anledning badet i strålende forårssol. Næsten 1.600 af de i alt 8.000 IT-studerende på Øresundsregionens universiteter og højere læreanstalter har deltaget i spørgeundersøgelsen. Over 60 procent kunne tænke sig at studere på den anden side af Sundet. Færre end tre procent har reelt gjort det.
Havde det været tanken, der tæller, så havde Øresundsregionen i dag været en smuk realitet blandt de studerende. Men virkeligheden halter efter. Gevaldigt. Per Warfvinge har netop set tredive pladser på efterårets nye ingeniøruddannelse med Kinapraktik blive besat, men kan kun huske tre udvekslingsstuderende, som er taget til Danmark i løbet af de seneste fem år. Han mener, at netop IT-studerende af natur er svære at få til at flytte sig. En teori, der blev mødt med forbløffende lidt modstand, da den blev fremlagt i går.
De studerende selv peger i undersøgelsen på transporttiden som den største forhindring for at søge over Sundet. Også vanskeligheder med sprog og administrative problemer nævnes som negative faktorer. Det får unægtelig en til at undre sig over de sprogproblemer, som angives. Man kan godt rejse til Kina for et semester, men ikke til Danmark eller Sverige? En af fiduserne ved udlandsstudier er vel trods alt at få udvidet sin horisont?
Det faktum at man kan fylde en uddannelse, der fokuserer på Kina, men ikke kan sende flere folk til den anden side af Øresund, kan sikkert forklares ved, at læreanstalterne på den anden side af Sundet er lidt for tæt på til at være tillokkende. Hvor eksotisk er det egentlig at forlade det vindblæste Amager til fordel for et sted, som er endnu værre – Malmö?
En anden tung variabel for de studerende er økonomien. At pendle over Sundet koster betydeligt mere end at rejse for eksempel til Lunds universitet fra en valgfri skånsk by. Som studerende er økonomien ofte anstrengt, og mange må spørge sig selv, hvorfor de skal betale dyrt for at rejse til Danmark eller Sverige for at studere. Hvad er gevinsten? Det går jo ganske godt herhjemme også.
Den glæde, hvert enkelt individ har af en udlandsrejse, varierer naturligvis. Men for erhvervslivet er øget integration på studenterniveau vigtigt. Om ikke alt for længe vil dagens studerende nemlig udgøre grundlaget for Øresundsregionens arbejdsmarked. At de til den tid har en forståelse og en interesse for deres naboland, er en nøgle til en fælles økonomisk strategi omkring Øresund – noget som alle kan tjene på.
En samarbejdende region giver både stordriftsfordele og bedre nicheaktører. Udveksling og partnerskab mellem virksomheder kan give konkurrencefordele over for andre stærke IT-regioner i verden. Samtidig bliver det lettere at rekruttere og finde specialister på et stort og fleksibelt arbejdsmarked. Det er i erhvervslivets interesse at få gang i de studerendes mobilitet på tværs af Sundet. At hæve den andel, som i det mindste tager et kursus eller to på den anden side, til ti eller tyve procent, burde ikke være en umulighed.
Nu vil Øresund IT Academy arbejde for udvidede studenterrabatter i Øresundstogene for at hæve antallet af pendlende studerende. Organisationens adm. dir. Peter Höjerback mener, at det skal sikres, at studiemeriter fra den anden side af Sundet skal kunne godskrives i en uddannelse hjemme. Han er endvidere fortaler for at satse mere på et aktivt studenterliv for dem, der studerer på den anden side af Sundet, for at opbygge et socialt fællesskab.
Men Øresundsregionens læreanstalter skal også blive bedre til at markedsføre sig selv. Fremhæv de uddannelser, som er unikke, på begge side af Sundet. Alle universiteter behøver ikke – og bør ikke – have samme profil. Nicheorienterede kurser vil gøre regionen skarpere i et internationalt perspektiv og øge de studerendes mobilitet mellem læreanstalterne.
Desuden skal danske og skånske virksomheder møde op på højere læreanstalter og universiteter for at markedsføre sig selv. Undersøgelsen blandt de IT-studerende viser, at kun de største virksomheder i henholdsvis Sverige og Danmark er kendt på den anden side af Sundet. Her har mindre aktører en mulighed for at skabe sig et navn.
Danske virksomheder, der besøger Sverige, og omvendt ville øge interessen for at lære mere om nabolandet – måske gennem et kursus på den anden side af Sundet, eftersom sprog, kultur og netværk så kommer med i købet. For virksomhederne burde der være en interesse i, at fremtidens arbejdsmarked ikke bare indeholder flere mennesker at rekruttere, men at kompetencen bliver stadig mere integreret – også i praksis.