Kort sagt: Den vigtigste enkeltfaktor for at nedrive de resterende Øresundsbarrierer er at skabe rigtigt tætte forbindelser på højeste politiske niveau mellem Danmark og Sverige. Det kan lyde som en selvfølge, men lige siden broen blev indviet, har det vist sig at være en næsten umulig opgave.
Muligvis er det noget nemmere nu med borgerlige regeringer i begge lande, men det rækker ikke hele vejen. Øresundsregionen er stadig blot et spørgsmål blandt mange andre. Der kræves et større fælles politisk projekt til at forene statsministrene Reinfeldt og Fogh, men hvor regionen kan anvendes som løftestang.
Der kræves med andre ord en ydre fjende, som kan forene Danmark og Sverige!
Af Thomas Frostberg
Danmark har allerede haft det i et par år. Sverige har netop fået det. Et globaliseringsråd med blandt andet erhvervs- og universitetsrepræsentanter, som i tæt kontakt til udvalgte ministre skal rådgive om, hvordan de respektive regeringer skal tackle de nye udfordringer, som en stadig mere globaliseret økonomi fører med sig.
Udmærket, men det er samtidig lidt snævert at anlægge rent nationale perspektiver på de internationale udfordringer. Der er risiko for, at stærke nationale interesser i form af eksisterende kæmpefirmaers dagsordener sættes foran en rationel gennemgang af, hvilke styrker der egentlig kan føre til global succes i fremtiden.
Mens nordiske ambassader er blevet koordineret visse steder i verden, så sker meget af det internationale salgsarbejde i form af handelsdelegationer stadig med nationale skyklapper på. Da Anders Fogh Rasmussen lige før sommeren besøgte Californien, var det blandt andet for at sælge dansk miljøteknik i form af vindmøller. For et par uger siden rejste den svenske miljøminister Andreas Carlgren til Californien for at sælge svensk knowhow omkring alternative drivmidler som ethanol og biogas. Tænk hvis Danmark og Sverige havde kunnet enes om en nordisk miljøoffensiv i stedet?
Konkurrencen fra Kina og Indien er ikke noget, som kun gælder for vores to lande. Netop derfor ville det give styrke at gå sammen i internationale sammenhænge. Det er rent ud sagt et af de mest interessante områder for et moderne nordisk samarbejde i det 21. århundrede.
Men for at det ikke skal køre fast i Nordisk Råd og Nordisk Ministerråds flerårige planlægningscykler, gælde det om at starte et andet sted. Lad Øresundsregionen være et eksperimentalområde for et sådant grænseoverskridende samarbejde. Regionens styrker er allerede veldokumenterede, og det drejer sig mere om at udforme budskabet og få det op på regeringsniveau.
Rapidus vil kort sagt se Anders Fogh Rasmussen og Fredrik Reinfeldt sammen med deres erhvervs- og forskningsministre turnere verden rundt med et fælles salgsbudskab. Danmark har allerede særdeles stærke relationer til Microsofts topledelse i Seattle lige siden IT-koncernens køb af danske Navision. Tænk hvilke muligheder der åbnes op for, hvis også skånske firmaer får adgang til dette netværk. Sverige har indgået aftale om samarbejde på miljøområdet med delstatsregeringen i Californien, noget som også burde interesse danske virksomheder. Potentialerne er der, på område efter område.
For at ideen alligevel ikke skal strande på nationale hensyn, bør der nedsættes et dansk-svensk globaliseringsråd til opgaven. Tanken er ikke helt fremmed; allerede i Leif Pagrotskys tid som Øresundsminister planlagde man et Øresundsråd med danske og svenske virksomhedsejere, som skulle være sparringspartner for regeringen i spørgsmål omkring forskellige Øresundsbarrierer. Nu druknede den idé i udenrigsministeriets bureaukrati, men det var i grunden en rigtig tanke.
Væk denne idé til live igen, men tænk større!
Og til forskel fra de eksisterende globaliseringsråd i Sverige og Danmark, som helt domineres af repræsentanter fra store virksomheder, bør dette globaliseringsråd for Øresundsregionen udmærke sig ved en stærk repræsentation af innovationsvirksomheder og iværksættere. Det ville gøre Øresundsområdet helt unikt i sin profil. Mange ledere af mindre virksomheder ved nok mere om globaliseringens virkelige udfordringer end en af kæmpevirksomhedernes koncernchefer, som har jurister og andre eksperter i hobetal til at håndtere disse problemer.
Målet skal naturligvis være højt sat, gradvist at udvide samarbejdet til resten af de to lande og på længere sigt også til resten af Norden. Men den positive bivirkning for Øresundsregionen bliver, at regeringerne i mellemtiden får et fælles projekt at samles omkring, hvor Øresund er i fokus som forsøgsregion, men med en betydeligt større plan, som gør det værd at hæve spørgsmålet op på højeste niveau i de to lande.