Kort sagt: Caroline Ullman-Hammer tyvstartede i går i sit job som ny brodirektør, da brokonsortiet indbød et par hundrede magthavere inden for politik, erhvervsliv og den offentlige sektor til ”nytårskur” på Luftkastellet.
Den vigtigste udfordring for hende bliver at undgå forvalterrollen og i stedet løfte Øresundsbron et trin op. Der skal ikke bygges en ny bro i hendes direktørperiode, men derimod er det på tide at tage et ordentligt spring fremad og opad, når det gælder nytænkning.
Af Thomas Frostberg
Formelt tiltræder Caroline Ullman-Hammer ikke før den 1. februar, men allerede i går holdt hun tale om Øresundsregionens stærke udvikling for en række særligt indbudte gæster. Hun har nu et par uger til at omformulere visionerne til en konkret handlingsplan for sin direktørperiode. For uanset hvordan man vrider og vender sagen, er Øresundsbron en af de vigtigste motorer for Øresundsintegrationen, selv om det kun er en bro.
Efter en træg start, er brotrafikken endelig kommet i gang for alvor, og den overgår nu snarere forventningerne. Så er det let for en ledelse, som har været med i mange år, bekvemt at læne sig tilbage og sige: ”Hvad sagde vi? Nu sker der det, vi sagde, det tog bare lidt længere tid.”
Men det er en falsk tryghed. Øresundsbron har ganske vist næsten monopol og burde kunne tage det roligt. Konkurrencen fra HH-ruten er ikke nogen trussel, og en konkurrerende bro bliver næppe smækket op parallelt med den nuværende. En kommende tunnel mellem Helsingborg og Helsingør kan forrykke situationen noget, men et sådant byggeri vil i højere grad blive iværksat for at sammenknytte hele regionen og løse den stadig vanskeligere togsituation i det sydvestlige Skåne.
Så hvorfor har broledelsen ikke fortjent lidt fred og ro oven på succesen?
Fordi der er så meget mere potentiale i regionen. Vækst kan stimuleres gennem øget samspil på tværs af Sundet, og Øresundsbron sidder på en af de vigtigste nøgler.
Der har været klaget over bropriserne lige siden indvielsen, og det føles ikke særligt originalt at synge den sang en gang til. Så lad os i stedet gribe sagen lidt konstruktivt an. Nu vælter pengene ind i brokonsortiets kasse, og tilbagebetalingen af lånene fremskyndes. Dermed er der også plads til at begynde at eksperimentere med brotaksterne for at se, hvad der kan stimulere bevægeligheden over Sundet, som fører til højere vækst.
Det er her Caroline Ullman-Hammer får sin hårdeste – og vigtigste – udfordring: At ruske op i den siddende ledelse i jagten på nye ideer og nye tiltag. Flere af hendes nærmeste medarbejdere har været med længe. De er garanteret kompetente til deres job, men alle har brug for udfordringer i ny og næ. Med tiden stiger risikoen for svar af typen ”Det går ikke” og ”Det har vi allerede prøvet”.
Rapidus er, i et forsøg på en konstruktiv tilgang, holdt op med at brokke os over bropriserne (selv om de ER for høje!), og har i stedet sat os for at udfordre brokonsortiets innovationsevne. Til sidste års nytårskur fremkom vi med et første forslag som nytårsgave: Gratis overfart for miljøbiler, på samme måde som man kan parkere gratis i mange svenske byer med miljøbiler og også kunne køre gratis i Stockholm under forsøget med bompenge.
På et direkte spørgsmål i går fik vi at vide, at sagen er blevet undersøgt, men at det ikke vil kunne gennemføres på grund af alle de datatekniske og administrative problemer, som en sådan regel ville forårsage. Desuden er miljøbiler ikke noget debatemne i Danmark.
Undskyld, men i tider hvor klimaspørgsmålene dominerer verdenspolitikken, og demokraternes tidligere vicepræsident Al Gore falder den republikanske guvernør i Californien, Arnold Schwarzenegger, om halsen, så siger Øresundsbron: ”Det kan ikke lade sig gøre!”
Det man godt kunne løse i Stockholm for en kortere periode, og som allerede anvendes for trafikken over Golden Gate-broen i Schwarzeneggers delstat, må vel også kunne lade sig gøre i Øresundsregionen? Hvordan skulle vi ellers have nogen troværdighed, når vi praler af at være en af verdens mest innovative og højteknologiske regioner?
Nu er spørgsmålet om miljøbiler bare et eksempel. Der er andre muligheder, såsom varierende overfartspriser i løbet af døgnet – noget som også kunne anvendes til at bekæmpe propperne i togtrafikken over broen. Hvis Londons undergrundsbane kan tage højere priser i myldretiden, så burde vi også kunne variere priserne i Øresundstogene. (Jeg kan allerede høre togselskaberne hviske: ”Det kan ikke lade sig gøre…” – men jeg siger: Så har I ikke prøvet godt nok!)
Al ære og respekt for markedsundersøgelser, men det er gennem trial-and-error i det virkelige liv, at vi lærer mest. Her opstår de mærkelige synergier, som intet regneark i verden kan simulere. Det samme burde gælde for prispolitikken på broen. I skal turde eksperimentere, teste og se, hvad der virker. Turde være innovative og nytænkende. Turde!
Caroline Ullman-Hammer, du skal være mere som Christer Fuglesang og hans astronautkollegaer – turde tro, at alt er muligt og få resten af dit arbejdsteam til at følge med på den rejse, som kan bringe Øresundsbron og dermed hele Øresundsregionen et ordentligt spring fremad.
PS. Årets nytårsgave til brokonsortiet? Vi tænkte lidt mere realistisk denne gang og foreslår en gave til alle brokunder, som gør det lettere at finde vej ”på den anden side”: En GPS-enhed med garanteret dækning og styr på selv de mindste stræder og gyder i hele Øresundsregionen. Selve GPS-modulet kunne med fordel indbygges i brobizzerne, som derefter kobles til en skærm. Eller hvorfor ikke trådløst til en mobiltelefon, baseret på teknik fra børsnoterede Wayfinder i Lund? Hvis brokonsortiet forhandler en aftale på plads for sine næsten 200.000 brobizz-brugere, burde rabatten på Wayfinders tjenester kunne blive ganske betragtelig!
Rapidus konsulenthonorar for dette innovationsarbejde? At vi får nyheden først, naturligvis 🙂
