Kort sagt: De skånske børsnoterede selskaber har de seneste uger overstrålet hinanden med stærke regnskaber. Det er resultatet af flere økonomiske drivkræfter end nogensinde tidligere. Nye markeder som Kina og Indien giver ny vækst, og på lokalt niveau trækker giganter som Ericsson og Sony Ericsson læsset. Højkonjunkturen har været lang, og det store spørgsmål er, hvad der sker på den anden side af toppen.
Af Kristian Svensson
Regnskaberne fra de børsnoterede selskaber i Skåne er i løbet af året gået fra gode til fantastiske. I mange tilfælde fremvises enestående vækst, og stærkt er blevet endnu stærkere. Tendensen går på tværs af brancher og gælder såvel store som små. Der er undtagelser, men de er få og handler snarere om manglende udvikling end om tilbagegang.
Axis i Lund oplever øget efterspørgsel efter digitale overvågningsløsninger, hvilket ligger bag en salgsstigning på 32 procent i årets første ni måneder, sammenlignet med samme periode i fjor. Stockholms Lokaltrafik har købt yderligere 1.200 overvågningskameraer til metro- og togstationer, men det er en marginal handel for Axis, som har broderparten af salget i udlandet.
Lige sådan ser det ud for Malmöselskabet Beijer Electronics. Fra januar til og med september steg omsætningen med 56 procent i USA og 81 procent i Asien. Sverige voksede kun med fem procent. Virksomheden, der blandt andet sælger automatiseringsløsninger til industrien, havde i tredje kvartal sin hidtil stærkeste periode, selv om det normalt er den sæsonmæssigt svageste.
Kontraktproducenten PartnerTech i Malmö og IT-selskabet ReadSoft i Helsingborg øgede begge salget i årets tre første kvartaler efter større internationale aftaler. BE Group i Malmö, som handler med metaller, er endnu ikke på børsen, men ifølge rygterne tæt på en notering. Tredje kvartal var firmaets hidtil bedste og bidrog til at øge salget for de tre første kvartaler med næsten ti procent. Væksten vær specielt god i Baltikum og Østeuropa.
Blandt de børsnoterede IT-konsulentfirmaer med stor aktivitet ved Øresund er Know IT, HiQ og Cybercom. Virksomhederne har haft solid fremgang i løbet af året, blandt andet efter aftaler med de stærkt voksende Sony Ericsson og Ericsson.
Udviklingsselskaberne Precise Biometrics og Probi i Lund har trådt vande og i princippet omsat for det samme som i fjor. Det gælder dog ikke SwitchCore. Salget i årets første ni måneder styrtdykkede, og underskuddet er mere end fordoblet.
Lars Johanson, chef for aktiehandel syd i SEB, sætter tal på trenden. 40 procent af de regnskabsaflæggende selskaber overgår forventningerne. 40 procent leverer som forventet, mens 20 procent klarer sig lidt dårligere end forventet. Hertil hører, at prognoserne er skruet højt op i dag. Men hvad ligger der bag denne meget stærke højkonjunktur, som ikke ser ud til at tage af, men bare bliver bedre?
I de senere år har vækstmarkeder som Kina, Rusland og Indien fået sat tempoet op. Den globale middelklasse vokser, og med det lave renteniveau vil de forbruge i stedet for at spare op. Trods rentestigninger verden over er forbrugerne ikke blevet bange for at bruge penge.
De klassiske kurver med udbud og efterspørgsel bevæger sig på et stadig mere internationalt niveau. Råvarer indkøbes, der foretages investeringer i nye systemer, og konsulenter hyres for eksempel til at rationalisere større overskud frem hos producenterne. Udviklingen i eksempelvis Beijer Electronics, Axis og BE Group viser, at det, der sker på den anden side af jordkloden, påvirker Øresundsregionen i stadig stigende grad.
En af de trusler, man har nævnt mod højkonjunkturen, er olieprisen. Men forårets niveauer over 70 dollars per tønde viste sig ikke at være noget større problem. Dagens Industri skrev i denne uge, at markedet hurtigt vænner sig til høje oliepriser, og når de derefter falder, fungerer det som raketbrændstof på børsen.
Udviklingen på det amerikanske ejendomsmarked er en anden fare, som har været nævnt. Dalende huspriser kunne nedkøle forbruget og dermed dæmpe højkonjunkturen. Det har dog ikke været tilfældet i større udstrækning, delvist takket være moderate rentestigninger.
Analytikere taler om, at vækstraten vil afmattes de nærmeste år, men fortsat være højere end normalt efter en højkonjunktur. Nogen dødskrampe er der altså ikke tale om. Udviklingen i USA kaster stadig sin skygge over verdensmarkedet, men livet på den anden side af højkonjunkturen bliver stadig mere afhængigt af, hvordan de nye økonomier i Kina, Indien og Østeuropa udvikler sig. Det gælder også for de skånske børsnoterede selskaber.