Kort sagt: På mandag fremlægger den nye svenske regering sit første finanslovsforslag. Indsatser for højere uddannelser og forskning – og især koblingen til erhvervslivet med henblik på at skabe nye virksomheder – bliver særligt interessant at holde øje med. Disse spørgsmål fik en tilbagetrukket plads i regeringsgrundlaget. Finanslovsforslaget bliver derfor den første chance for at se, om regeringen mener det alvorligt med sin satsning på iværksætteri, når det gælder den videnintensive del af erhvervslivet.
Af Thomas Frostberg
Det er svært at vurdere, hvad der vil ske i finansloven på uddannelses- og forskningsområdet. Regeringen har haft ekstremt kort tid til at udarbejde finanslovsforslaget, og større reformer må sikkert vente til næste finanslov. En del spørgsmålstegn skyldes også, at området behandles så kortfattet i regeringsgrundlaget. Det eneste, der fandtes, var følgende to afsnit:
“I mange har det politiske fokus på højere uddannelser ligget på kvantitativ udbygning. Den nye regerings perspektiv vil nu i stedet være kvalitativ udvikling. Læreanstalternes bestyrelser afpolitiseres.
En forskning i verdensklasse er afgørende for Sveriges og Europas konkurrencemuligheder. De økonomiske rammer for forskning udvides, ud over tidligere riksdagsbeslutninger, i mandatperioden. En øget del af forskningsmidlerne skal fordeles gennem fakultetsbevillinger til fremtrædende forskningsmiljøer.”
Selv om disse linjer indeholder et par væsentlige nyheder, så er formuleringerne stadig pinligt overfladiske. Ikke en lyd om, hvad det i praksis betyder at sætte kvalitet frem for kvantitet. Mange frygter sikkert forringelser for blandt andet Malmö högskola, en af mange nye læreanstalter, fra dengang den tidligere regering satsede stort på at udbygge de højere uddannelser.
Der siges heller ikke noget om, hvordan forskningen skal føre til nye virksomheder og job.
At uddannelse og forskning er havnet lidt i baggrunden, tyder ikke godt. Måske var det også derfor, at lederen af Folkpartiet Lars Leijonborg blev klassificeret som taber i ministerkabalen, da han “kun” blev undervisningsminister. Det var dog en mærkværdig og historieløs konklusion. Tidligere har posten nemlig været betragtet som tung, og forgængerne tæller blandt andre Ingvar Carlsson, Olof Palme og Tage Erlander. Alle tre blev som bekendt senere statsministre.
Historieløst eller ej, måske siger reaktionen på Leijonborgs udnævnelse alligevel en del om, hvor betydningsløse spørgsmålene om højere uddannelser og forskning er blevet i debatten. Netop derfor burde området have været prioriteret endnu tydeligere i regeringsgrundlaget. Finanslovsforslaget vil nu vise, hvad regeringen har tænkt sig. Hold særligt øje med, hvordan regeringen prioriterer nye ressourcer til universiteternes holdingselskaber for at øge kommercialiseringen af forskningsresultater, et spørgsmål som har trukket alt for længe ud.
Udnævnelsen af nye universiteter er et andet vigtigt spørgsmål, hvor Malmö högskola har måttet vente alt for længe på besked, efter at den forrige regering pludselig sagde stop for alle ansøgninger uden videre behandling.
En hurtig stillingtagen til ESS-satsningen i Lund efterlyses også af mange. Det ville være et nemt stik at tage hjem i det mindste at sende et positivt signal i finanslovsforslaget. Regeringen har ganske vist ikke nået at sætte sig ind i spørgsmålet og vurderet dets økonomiske konsekvenser fuldt ud, men Leijonborgs nærmeste medarbejder er den tidligere universitetsdirektør i Lund Peter Honeth, og han kan alle argumenterne udenad. Spørgsmålet er bare, hvor hårdt han kan forfølge sagen uden at blive opfattet som inhabil, eftersom Lunds universitet er en stærk ESS-tilhænger.
Men vigtigere end alt dette er altså det overordnede spørgsmål om, hvordan mere fremtrædende forskning skal kunne omsættes til gavn for samfundet, blandt andet i form af nye videnintensive virksomheder. I forbindelse med gennemgangen af ministerierne, hvor kultur- og uddannelsesspørgsmål igen adskilles, var der en chance for at gøre noget nyt og innovativt.
En viceerhvervsminister med ansvar for innovationsspørgsmål og iværksætteri i tæt samarbejde med undervisningsministeriet ville have været en drømmeløsning, på samme måde Danmark har sin minister for videnskab, teknologi og udvikling. Internt i den borgerlige alliance tippede mange, at en sådan post var reserveret til Maria Borelius, som er den i regeringen, der har størst personlig erfaring med såvel forsknings- som erhvervsspørgsmål.
Nu blev Borelius i stedet handelsminister. Lad os kun håbe, at hun på denne post alligevel kan bidrage ved en gang imellem at udelukke nogle af erhvervslivets gamle knarke såsom Michael Treschow (formand for Svenskt Näringsliv og Ericsson), når Sverige drager på salgsturné i udlandet og i stedet åbne op for unge, innovative virksomhedsejere i rejsefølget, omtrent som Anders Fogh Rasmussen gjorde, da han i foråret besøgte Silicon Valley.
