Blot omkring fire måneder efter det lille, københavnske biotekselskab, ViroGates, fik en investering på omkring 3,5 mio. kr. fra blandt andre den private investor og autoforhandler, Mads Kjær, så betaler Virogates omkring 175.000 kroner tilbage som sponsorat for samme Mads Kjærs rally-kørsel i Afrika i en hvid Porsche 911 fra 1971.
Det danske skatteministeriums departementschef, Peter Loft, understreger over for Rapidus, at for at få skattefradrag skal der være afgørende reklameværdi i et sponsorat; – Også i et sponsorat af en investor, som derimod ikke kan sponsorere sig selv med skattefritagelse.
— Den slags sponsorater kan vække myndighedernes nysgerrighed. Men principielt er der ikke noget til hinder for det. Omvendt er det klart, at man ikke kan sponsorere sig selv. Der skal et fremmedelement ind i form af en virksomhed, siger Peter Loft.
Rallyet er den 1.-10. december. Mads Kjær deltager med sin lillebror, Søren Kjær, i East African Safari Rally for at skabe opmærksomhed om FNs 2015 mål (bl.a. halvering af fattigdom.). Bilens eneste udsmykning er 2015 logoet, og 9 andre sponsorer er med ud over Virogates.
Virogates direktør Ian Laquian, siger til Rapidus, at sponsoratet ikke var en decideret aftale som led i investeringen fra Mads Kjær.
— Men det var selvfølgelig noget vi snakkede lidt om. Vi var selv interesserede for det er en marketing-kanal for os, siger Ian Laquian.
Virogates leder fortsat efter investorer til lanceringen af firmaets første produkt – en u-landsvenlig (dvs. billig) HIV-test. Selv om der skal penge i kassen, så har Virogates også andre sponsorater.
— Vi er nok et af de mest generøse start-up firmaer. Vi har også sponsoreret motorcykler til Guinea Bissau, som havde brug for at få medicin ud på landet. Og et klinisk forsøg i Sydafrika på et Red Cross Childrens hospital. Det er del af virksomhedskonceptet, beretter Ian Laquian.
ViroGates grundlægger, Jesper Eugen-Olsen, påpeger at ViroGates har interesse i støtte rallyet fordi det også øger opmærksomheden om det sjette 2015-mål om at stoppe HIV/AIDS.