Kort sagt: Det er ikke mangel på risikovillig kapital, men for dårlige ansøgninger, som er årsagen til, at mange virksomheder ikke kan skaffe venturekapital til deres udvikling og ekspansion.
Det var et tilbagevendende synspunkt, og et af de mest interessante, da politikere, EU-bureaukrater og venturekapitalbranchen tidligere i denne uge mødtes til The Risk Capital Summit 2005 i London.
Problemet er bare, at de tiltag, som i dag sættes ind fra politisk side, primært handler om flere penge, i stedet for at gøre iværksættere mere modne til at søge venturekapital.
Af Thomas Frostberg
LONDON. Samtidig med at den nordiske venturekapitalbranche samledes i København til matchmaking-øvelser i tirsdags, mødtes godt 300 policy makers i London for at diskutere branchens problemer over to dage. Udgangspunktet var Lissabon-agendaen, og hvordan Europa skal blive en skarpere konkurrent til USA. I den kamp spiller innovationer og iværksætteri en central rolle – og dermed også venturekapitalen.
Fra politisk side har man en tilbøjelighed til at løse problemer ved at pumpe flere penge i storstilede programmer. Et eksempel er satsningen på European Investment Fund (EIF), som nu skal fokusere endnu tydeligere på finansiering af mindre virksomheder. EIF-chefen Francis Carpenter var stolt over at have været blandt de allerførste investorer i Skype – men blev hurtigt pillet ned af Skypes operative chef Michael Jackson, som hævdede, at investeringen måtte have været en (heldig) fadæse.
Offentlige kapitalindskud kan spille en vigtig rolle, når det gælder om at afhjælpe markedets mangler i de tidligere investeringsfaser, men det er langt fra tilstrækkeligt. Det er ikke bare udbuddet af venturekapital, som er problemet, men i høj grad også den efterspørgende side. Nogle af de mest relevante og interessante efterspørgselsproblemer, som blev fremhævet på konferencen, handlede om indstillingen til venturekapital og iværksætteri i Europa, altså nærmest kulturelle forskelle sammenlignet med USA:
1) Europæiske iværksættere er alt for uvillige til at modtage venturekapital i deres virksomheder, eftersom de ikke ønsker at afgive kontrollen over selskabet. Kritikken går ikke kun på tilfælde, hvor ventureselskaber ønsker kontrol over aktiemajoriteten for et beskedent beløb. Flere venturekapitalister fortalte om problemer med grundlæggere, der gerne vil have andres penge – men fortsat vil bestemme alting selv.
2) Mange projekter, som søger venturekapital, er endnu ikke modne til at få tilført penge. De burde drives videre som forskningsprojekter betydeligt længere, hvilket dog stiller krav om bedre forskningsfinansiering fra det offentlige.
3) De forretningskoncepter og investeringsforslag, som indsendes, har ofte et alt for lavt niveau. Det er svært at forstå, hvad ideen er, og hvordan produktet eller tjenesten skal få succes på markedet. En taler beskrev mange iværksættere som investeringsanalfabeter.
Problemet med disse kritiske synspunkter er, at ingen af dem løses gennem at pumpe flere offentlige midler ind i venturekapitalsystemet. Alligevel er det den metode, som både nationale regeringer og EU-systemet er mest tilbøjelige til at benytte, når de skal udvise handlekraft på erhvervsområdet. Men små virksomheder, drevet af stædige iværksættere, fungerer ikke på samme måde som gamle kæmpevirksomheder – hvilket gør de politiske løsninger desto sværere at finde.
I Storbritannien har det offentligt oprettede Small Business Service skabt et program, der skal gøre iværksættervirksomheder investeringsmodne, i stedet for bare at hjælpe dem med finansieringen. I toppen af organisationen sidder en erfaren iværksætter, Martin Wyn Griffith, med en baggrund fra videoproduktionsselskaber i London og Los Angeles. At gøre noget ved problemerne på efterspørgselssiden er ofte billigere end at bidrage med offentlig venturekapital, men desto mere kompliceret, mener han.
Her er noget at tænke over i alle offentlige investeringsprojekter, for eksempel når tech transfer-virksomhederne ved Øresundsregionens universiteter nu gradvist opbygges og forstærkes. Det er ikke tilstrækkeligt med patentjurister og tekniske konsulenter, der kræves også personer med erfaring i at drive virksomhed og kommunikere med markedet.
Den alternative tolkning af ovenstående kritik er naturligvis, at ventureselskaberne mangler kompetente folk til at vurdere forretningskoncepter og drive porteføljeselskabernes udvikling. Det blev også diskuteret på The Risk Capital Summit, og Rapidus vil vende tilbage til det spørgsmål i en særskilt lynanalyse.
