Kort sagt: Den danske regerings nye strategi omkring innovationer og højteknologi – Fokus på fremtiden – som blev præsenteret i denne uge, har gode forudsætninger for at føre til det ønskede resultat. Desuden kan den blive et forbillede for andre lande i arbejdet med de samme spørgsmål.
Videnskabsminister Helge Sander og hans embedsmænd har nemlig forstået at kombinere spydspidskompetencer inden for nye teknikområder med traditionelle erhvervsgrene, hvor landet allerede står stærkt.
Af Thomas Frostberg
Da regeringen Fogh Rasmussen i starten af året præsenterede sin plan om en Højteknologifond med 16 milliarder i kassen, lod kritikken ikke vente på sig. I et land hvor erhvervslivet for mange stadig er synonymt med landbrug, fødevarer og vindmøller, ville regeringen nu støtte pionerforskning og innovationer inden for biotek, nanoteknik samt informations- og kommunikationsteknik. Gammelt blev stillet over for nyt i debatten.
I løbet af foråret er planerne om Højteknologifonden blevet konkretiseret, og i tirsdags præsenterede statsministeren på en toplederkonference hos Dansk Industri i København visionen for et højteknologisk Danmark.
I visionen stilles de tre nye teknikområder over for de erhvervsgrene, hvor Danmark allerede har en førende position. Motivet er, helt korrekt, at en lang række lande allerede kæmper om førertrøjen inden for biotek, nano og IT: For at Danmark skal tage et reelt spring fremad, gælder det om at fokusere på områder, hvor forskningen kan omsættes kommercielt og dermed få en effekt på den økonomiske udvikling.
De fire delvisioner, hvor nano, biotek og IT kommer ind på forskellig vis, er Bedre mad og medicin til et langt og godt liv, Viden på rette tid og sted, Fremtidssikker energi til den rigtige pris og Nye materialer med uanede muligheder.
Det er ikke bare kombinationen af traditionelle brancher og ny teknik, der gør fremtidsvisionen interessant, men også den måde hvorpå regeringen prioriterer, hvordan pengene fra Højteknologifonden skal anvendes.
1) Investeringerne skal være langsigtede og massive. Der er ikke tale om midler, der skal forhandles på plads i Finansloven hvert år, og pengene skal ikke spredes ud i mange små cigarkasser, men i stedet sikre et ordentligt tilskud til opbygning af forskningsmiljøer i verdensklasse.
2) Trods det ovenstående er støtten ikke forbeholdt store virksomheder og højere læreanstalter; i stedet vil Højteknologifonden blive klart rettet mod små og mellemstore virksomheder, som ellers ikke ville have haft mulighed for at drive forskning eller udnytte nye videnskabelige resultater.
3) Det handler ikke om ensidige statslige bidrag. Kravet er at ansøgningerne gælder langsigtede samarbejder mellem private og offentlige aktører. Derfor skal fondens bestyrelse også være domineret af personer med en baggrund fra erhvervslivet.
4) De fire delvisioner er tydeligt relateret til mange menneskers hverdag, hvilket gør det lettere at vinde folkelig opbakning for projektet, end hvis det bare havde handlet om futuristiske hich-tech-projekter.
Alt i alt er det ikke specielt overraskende, at visionen hyldes af erhvervslivet, men i en sammenligning med Sverige er forskellen slående. Anders Fogh Rasmussen præsenterede selv visionen for den samlede danske erhvervselite – og blev mødt af den rene halleluja-stemning. Da erhvervsminister Leif Pagrotsky og forskningsminister Thomas Östros præsenterede den svenske regerings innovationsstrategi før sommer, foregik det på en pressefrokost og erhvervslivets reaktioner var stort set negative. (Rapidus vender i en senere lynanalyse tilbage til den svenske innovationsstrategi.)
Nogle kritiske indvendinger mod det danske visionsdokument kan man dog godt komme med, men det handler først og fremmest om, hvad der kunne gøres endnu bedre.
– Højteknologifondens bidrag vil, sammenlignet med hvad der allerede bruges på forskning og udvikling i blandt andet private virksomheder, være beskedent. Det er kun afkastet af de 16 milliarder, som skal uddeles en gang om året. Forhåbentlig kan fondens midler suppleres yderligere på længere sigt.
– Der mangler et regionalt perspektiv i visionerne. Mens Anders Fogh Rasmussen som en del af visionen skal forfølge innovationsspørgsmålene også i EU-sammenhæng, så mangler der et nordisk samarbejdsperspektiv. Uden at være Øresundsfanatiker må man bare konstatere, at Øresundsregionen ville være et udmærket udgangspunkt for et samarbejde omkring iværksætning og innovationer, hvor EU derefter kan blive det næste naturlige skridt. Potentialet i regionen er stadig kun sparsomt udnyttet – når vi ser bort fra de politiske festtaler.
– Endelig kræves der forbedringer på det personlige plan. Det handler blandt andet om høje skatter, som afskrækker danske forskere og virksomhedsledere fra at flytte hjem igen efter at prøvet lykken f.eks. i USA. Samtidig risikerer den skærpede immigrationspolitik at afskrække udenlandske forskere og virksomhedsejere fra at søge til Danmark, på samme måde som tungere bureaukrati holder udenlandske gæsteforskere væk fra amerikanske universiteter siden 11. september-angrebet – noget som i stedet har gavnet bl.a. nabolandet Canada.
Men bortset fra disse indvendinger er konklusionen klar:
Visionen for et højteknologisk Danmark er meget lovende.
