Kort sagt: Øresundsregionen er ikke nævnt med ét ord i den nye danske strukturreform for en ny kommune- og regionsinddeling. Derfor ved ingen, hvem der skal tage de danske, øresundspolitiske beslutninger fremover.
Rapidus vurderer, at flaskehalsen peger på staten og Erhvervsministeriet, som må tage langt større ansvar for integrationen. Det kommende efterår skal lobbyvirksomheden derfor i gang for at skabe et nyt, stærkt departement, som kan demonstrere politisk handlekraft.
Af Keld Broksø
Man kunne lige så godt smide Danmarkskortet væk torsdag den 24. juni. Der vedtog den danske regering og Dansk Folkeparti en ny, dansk strukturreform, som fra 2007 betyder farvel til amterne og goddag til fem nye regioner – men også et stop for en styrket Øresundspolitik.
Her ved sommerens sidste krampetrækninger inden efteråret er det ved at være besøgstid, hvis man ønsker at rette op på den brøler, at Øresundsregionen ikke er nævnt med ét ord i den endelige forligstekst. Problemet er, at ingen endnu kan svare på det centrale spørgsmål:
— Hvem skal nu tage de politiske beslutninger i Danmark på Øresundsområdet?
Det politiske vakuum opstår af flere årsager. De vigtigste er, at partneren til Region Skåne, Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) forsvinder, Hovedstadens Sygehusfællesskab ophæves, Roskilde Amt og dermed det meste af kysten ud mod Køge Bugt bliver lagt under region Sjælland, og Hovedstadsregionen op mod Øresundskysten bliver tandløs fordi det først og fremmest er sygehussamarbejde, som skal drive værket. Når det kommer til erhvervsudvikling skal det ske via erhvervsfora, der skal koordinere udviklingen og ikke nødvendigvis inden for regionsgrænserne.
Og igen: Hvor er så Øresundsregionen i dette spil?
Man kan sige, at rammen er sat, men detaljerne – såsom Øresundspolitikken – er frit svævende og til forhandling de kommende måneder. Derfor indleder Rapidus efterårssæsonens lynanalyser med en efterlysning af Øresundspolitikken, og en opfordring til, at regionens aktører får Øresundspolitikken tilbage på dagsordenen. Tag ét eksempel på stand-by-situationen:
På Sorø Akademi i februar var der en konference med navnet Vækstshop Øresund. Konferencen skulle fortælle politikerne, hvad der var brug for nu, hvor en skatteaftale over Øresund er i hus: 60 vigtige aktører fra erhvervslivet og den offentlige sektor fandt 24 ideer til at sætte fart på væksten omkring Øresund indenfor innovation, iværksætteri, menneskelige ressourcer og information. Men her strander det fortsat, for igen – hvem skal implementere forslagene?
Rapidus har ofte kritiseret den alt for vildt voksende underskov af Øresundsorganisationer og efterlyst en mere samlet indsats. Når strukturreformen ikke skitserer et beslutningsdygtigt, politisk Øresundsorgan er den sag igen aktuel. Det er fint, at der kom en skatteaftale, men mange andre ting skal på plads. Herunder rammeaftaler, som kan gøre det nemmere at operere på tværs af Øresund. Selv om skatteaftalen er kommet, så er det stadig vanskeligt at gennemskue reglerne, og de skal gøres enklere med politisk hjælp. Der er også certificeringsproblemer, som kræver politisk hjælp. Løsningen er lige for i dette vakuum: Der skal skabes et styrket departement for Øresundsspørgsmål i det danske Erhvervsministerium.
Vidtløftige tanker om et fælles Øresundsparlament bliver ikke til noget, så derfor er det vigtigt at understøtte en politisk kompetence med et styrket departement med pondus til at få tingene gennemført, for intet på det politiske område ligner lige nu en repræsentant for den danske side af Øresundsregionen. Skal man se en lille flig af et Øresundselement, så konstaterer strukturreformen, at den overordnede planlægning nu tilhører staten – hvilket vil sige ministeren, som trods alt er tættere på Folketinget end de nuværende kommunal- og amtspolitikere er. En erhvervsminister med et styrket Øresundsdepartement kan netop i handling og kapacitet signalere, at man stadig tager Øresundsregionen alvorligt fra dansk side. Det næste halve år, mens strukturreformens detaljer kommer på plads, må derfor ikke spildes af Øresundsregionens aktører, så den danske, politiske handlekraft på Øresundsområdet løber ud i sandet – blot fordi man ikke ved, hvem man skal spørge.
Da Øresund Industri & Handelskammare før sommeren offentliggjorde Øresundsindekset var det vokset til 60 mod 57 sidste år, men det var bekymrende, at virksomhederne har lavere forventninger til aktiviteter på tværs af Øresund de kommende år. Derfor skal der skub i udviklingen, og det kræver netop den politiske handlekraft, som strukturreformen har streget over indtil videre.
