Kort sagt: I både Danmark og Sverige hersker en overdreven tiltro til det amerikanske systems evne til at forsyne os med ideer og metoder til at øge innovationskraften i Norden. Problemet med alle sammenligninger af denne art er, at de grundlæggende forudsætninger er helt forskellige, når det gælder den måde samfundene er opbygget på.
Et innovationssystem, som det burde være mere nærliggende at studere, er derfor det canadiske, hvor man allerede i nogle år har gennemført en offensiv innovationsstrategi. Målet er blandt andet at mindske udflytningen af canadiske forskere og samtidig kunne lokke europæiske forskere og virksomheder til.
Af Thomas Frostberg,
på rejse gennem Canada
Canada kom på førstepladsen, da konsulentfirmaet KPMG i denne uge præsenterede en otte måneder lang undersøgelse af omkostningerne ved at etablere en ny virksomhed i G7-landene. Europæiske virksomheder, der overvejer at etablere sig i Nordamerika, kan spare næsten ti procent på at placere kontoret i Canada i stedet for USA. Endnu mere interessant for Rapidus’ læsere er det, at omkostningsfordelen er endnu højere inden for forskningsintensive brancher, blandt andet biotek og kliniske afprøvninger.
Det er derfor næppe et tilfælde, at Ericsson som en del af sit globale spareprogram har koncentreret meget af sin forskning og udvikling i Nordamerika til Montreal i det østlige Canada, hvor selskabet har 1.300 ansatte. I samme område har medicinalfirmaet Lundbeck et tæt forskningssamarbejde med universiteterne.
Bag udviklingen ligger en bredere forklaring end blot omkostningsfordele. Den canadiske regering har indledt en offensiv satsning på innovationsområdet for at gøre landet konkurrencedygtigt i et internationalt perspektiv. Udgangspunktet er ikke helt ulig den udfordring, som både Göran Persson og Anders Fogh Rasmussen står over for i deres forsøg på at skabe innovation og øget vækst. Canada har et veludviklet socialt velfærdssystem, et højt uddannelsesniveau, men også problemer med “brain-drain”, når forskere flytter til USA for at få bedre ressourcer til deres forskning.
Nogle tiltag i den canadiske model er særligt relevante at pege på som mulige forbilleder, fuldt mulige at overføre til innovationspolitikken i Danmark og Sverige.
1) For at bremse udflytningen af forskere har regeringen oprettet “Canada Foundation for Innovation”. Til forskel fra mere traditionelle forskningsfonde er formålet udelukkende at bidrage til investeringer i universitetsforskningens infrastruktur, det vil sige avanceret udstyr og laboratorier. I de seneste fem år har CFI investeret omkring to milliarder canadiske dollars (svarende til godt otte milliarder danske kroner) sammen med omtrent lige så meget fra private investorer.
Tanken er at sikre de bedst mulige forudsætninger for højteknologisk forskning, uden at vurdere hvert enkelt forskningsprojekt, som skal udføres ved hjælp af udstyret. Derimod vejer det tungt, hvor godt udviklet samarbejdet er med det private erhvervsliv, og hvilket potentiale der er for kommercialisering af resultaterne.
2) For også at stimulere forskningen i erhvervslivet og oprettelsen af forskningsselskaber har canadiske virksomheder ret til skattetilbagebetaling for deres forsknings- og udviklingsomkostninger, selv om de ikke har optjent noget skattepligtigt overskud endnu. (Almindelige fradrag kommer ud over dette.) Pengene bliver ganske enkelt udbetalt som en check fra skattevæsnet. Niveauerne varierer afhængigt af provins og virksomhedens størrelse, men det er snarere reglen end undtagelsen, at mindst halvdelen af forskningsomkostningerne betales af samfundet. Regeringens indstilling er, at de mindskede skatteindtægter fra virksomhederne hurtigt hentes hjem igen, ved at flere personer er i arbejde og betaler skat.
For yderligere at stimulere opstart af nye virksomheder betaler små selskaber lavere skat end store, op til et vist overskudsniveau.
3) Eftersom Canadas styreform er baseret på et system med indflydelsesrige provinser, er der ikke noget nationalt system for, hvordan universiteterne håndterer forskernes rettigheder til deres forskningsresultater. Universiteterne bestemmer selv, og forskellige modeller praktiseres over hele landet med såvel hele ejendomsretten til forskeren som til universitetet, og forskellige typer af kombinationer. Det mest succesfulde universitet, når det gælder knopskydninger, University of Waterloo syd for Toronto, lader forskeren beholde alle rettigheder. Der er ingen undersøgelser, som viser hvilken model der er den mest succesfulde, men det meste taler i stedet for at universiteternes indstilling til kommercialisering og adgang til effektive tech transfer-kontorer spiller en afgørende rolle.
Den store variation i modeller gør det i hvert fald til et udmærket studieobjekt, når den svenske regering nu skal undersøge overføring af ejendomsretten fra forskerne til universiteterne. Også for den danske universitetsverden, hvor reglerne allerede er blevet ændret, er der erfaringer at høste, når det gælder om at udforme støttesystemet optimalt.
Disse og flere andre spørgsmål får desuden øget aktualitet, når EU og Canada i næste måned underskriver en aftale, der skal åbne op for øget handel og samarbejde over Atlanten.
Fodnote. KPMG-undersøgelsen, der henvises til i indledningen, hedder Competitive Alternatives og gennemføres hvert andet år. 17 brancher er blevet undersøgt ud fra 27 forskellige omkostningsfaktorer, som er forbundet med at starte og drive en virksomhed i ti år.
Den nye rapport omfatter G7-landene samt Australien, Island, Luxembourg og Holland. Hverken Danmark eller Sverige medvirker.
Hele undersøgelsen kan findes på www.competitivealternatives.com.
