Kort sagt: Erhvervslivet og dets samarbejdsorganisationer kritiserer gerne det offentlige for dårlig opbakning omkring målsætningen om integration i Øresundsregionen. Men nogle af de mest konkrete tiltag i de senere år er faktisk blevet udført af kommunale tjenestemænd i København og Malmö, langt fra den politiske heksekedel.
Erhvervsspørgsmålene er derimod stadig et forsømt område.
Af Thomas Frostberg
Når Københavns kommune og Malmö by i næste uge samler sine tjenestemænd for at udarbejde en ny handlingsplan for Øresundsintegration, kan de se tilbage på et ganske vellykket arbejde de seneste år.
I broindvielsesåret 2000 vedtog København og Malmö den første version af handlingsplanen med fokus på kompetenceudvikling, uddannelse, service, idræt og fritid, information og markedsføring samt indkøbssamarbejde.
Til forskel fra mange andre Øresundssamarbejder var planen rettet mod konkrete tiltag i stedet for luftige visioner. Uden at gå i detaljer kan man konstatere at arbejdet er lykkedes bedre på nogle områder end andre, men den konkrete indfaldsvinkel lader i hvert fald til at have bidraget til konkrete resultater.
Inden for skoleområdet er der mange eksempler, blandt andet klasseudveksling ved hjælp af særlige rejsebidrag som også gælder for ungdomsforeninger og idrætsklubber. Elever på visse erhvervsrettede uddannelser kan komme i praktik på tværs af Sundet. Lærere har fælles studiedage, og studievejledere mødes for at opbygge Øresundsnetværk.
Børneomsorgen er et andet område hvor kommunalpolitikerne i december blev enige om at gøre det lettere for pendlerne ved at give dem adgang til børnehavepladser på begge sider af Sundet.
Ud fra det samlede resultat indtil nu kan andre Øresundsintegratorer drage den konklusion at det er muligt at opnå integration, uden regeringsforhandlinger og trods skattebarrierer og broafgifter, hvis man er tilstrækkelig konkret i sine anstrengelser. Fokus bør i så fald ligge på hverdagen, i stedet for at forsøge at skabe nye behov og interesser. Det gælder om at påpege øgede muligheder inden for områder hvor mennesker allerede er aktive.
Nu skal man dog ikke tro at alt er fryd og gammen i samarbejdet mellem København og Malmö. Tværtimod har de kun snuset forsigtigt til problemerne. Med tanke på byernes størrelse er det rimeligt at forvente sig betydeligt større indsatser i fremtiden. Rapidus giver derfor nogle forslag til hvad den kommende handlingsplan bør tage op.
1) Erhvervsspørgsmål skal prioriteres. Det handler ikke om at fremme isolerede virksomhedsinteresser, men om en vigtig faktor for at fremme integrationen parallelt med andre faktorer som shopping, forlystelser og besøg hos familie og venner. De erhvervsfremmende enheders rolle var for eksempel ikke omfattet af den forrige handlingsplan.
2) Kommunerne skal yde bedre service og information til potentielle pendlere og familier der går i flyttetanker. Øresund Direkts kontor ved Stortorget i Malmö kan fremlægge stribevis af eksempler på danske kommuner der har nægtet at svare skånske familier på spørgsmål om, hvilke skatter og regler der gælder hvis de flytter til Danmark. Informationen lader til at være forbeholdt kommunernes nuværende indbyggere hvilket umuliggør fornuftige sammenligninger af levevilkår.
Også i andre informationsspørgsmål skal kommunerne være mere aktive på tværs af Øresund.
3) Øresundsintegrationen skal kobles sammen med et andet vigtigt integrationsspørgsmål: Nye etniske gruppers integration i det svenske og danske samfund. Præcis som i Øresundssammenhæng handler det i høj grad om uddannelses- og arbejdsmarkedsspørgsmål, men uden særskilt opmærksomhed risikerer en stor gruppe Øresundsborgere at havne uden for den regionale integration.
4) Kommunerne må på forskellig vis bidrage til at integrationsbevægelserne på tværs af Øresund holdes i live, således at initiativerne ikke standser ved skoleudveksling som derefter aldrig får en fortsættelse i erhvervslivet. Det er ikke samme udfordring at sende 30 skolepligtige elever med en bus over broen som at få 30 voksne med familier til at indse værdien af fortsatte kontakter til den anden side.
5) Endelig gælder det om snarest at udvide samarbejdet til at gælde flere Øresundskommuner end blot Malmö og København. Måske er den kommunale vej desuden et bedre alternativ til opbygning af samarbejder end uklare regionale identiteter som Region Skåne og HUR eller den jungle af Øresundsorganisationer som findes, men som almindelige mennesker ikke kender noget til.
