Kort sagt: Man plejer at sige at det svenske venturekapitalmarked ligger langt foran det danske i udvikling, men når det gælder støtte til virksomheder i de tidlige faser kan Sverige godt lære noget af naboen i vest. Det danske system med offentlig støtte via otte udvalgte innovationsmiljøer er både mere målrettet og gennemskueligt end det svenske.
Af Thomas Frostberg
Teknologisk Innovation, et af otte danske innovationsmiljøer, har siden starten i 1998 foretaget 750 indledende vurderinger, anvendt otte millioner danske kroner til 325 indledende analyser, investeret 80 millioner i 103 virksomheder, hvoraf de 20 nu er virksomheder i fuld frihed. Disse har sammenlagt trukket yderligere 167 venturemillioner til sig. 38 virksomheder er i udviklingsfasen. 30 virksomheder er lukket. Ikke dårligt i et land som mange ser ned på når det gælder innovation og venturekapital.
Den danske stat skyder i år omkring 120 millioner kroner i innovationsmiljøerne der skal hjælpe nye virksomheder med erhvervsrådgivning, lokaler og finansiering.
Den mest åbenlyse fordel ved systemet er at alt det nødvendige er samlet under ét tag. I Lund må en forsker eller student med en idé traske rundt mellem flere forskellige instanser: Gertrud Bohlin Ottosson i Ideon for lokaler, Eva Engquist hos Teknopol for erhvervsrådgivning og Adam Schatz hos TeknoSeed for finansiering.
Eva Engquist, adm. dir. for Teknopol, er enig i at det danske system er mere gennemtænkt og værd at tage ved lære af. I Sverige findes der i dag ingen nævneværdig opstartsfinansiering, mener hun.
Den uklare rollefordeling mellem de svenske offentlige spillere inden for opstartsfinansiering – Industrifonden, Nutek og Almi – bevirker at Teknopol i øjeblikket ikke anbefaler nogle sydsvenske virksomheder at søge om opstartsfinansiering ad denne vej.
Den nye ordning med Industrifonden som central offentlig opstartsfinancier har også betydet strengere krav til privat medfinansiering (mindst 50 procent). Det hævdes at det er vigtigt at iværksættere tidligt lærer hvordan man søger kapital, men det virker ikke rimeligt at stille samme krav til medfinansiering i opstartsfasen som i senere faser.
I det danske system kan en iværksætter i første omfang få adgang til gennemsnitligt 50.000 kroner til en indledende undersøgelse af ideens bæredygtighed. I næste omgang kan innovationsmiljøet bevilge 750.000 kroner i lån eller ejerkapital. Her er der for helt nylig indført et krav om yderligere 15 procents medfinansiering (tidligere var det ti procent, kravene er altså blevet skærpet noget), men det har man hidtil klaret gennem egne venturekapitalfonde i innovationsmiljøerne.
Støtten er ingen selvfølge, men det er et betydeligt mere gennemskueligt og målrettet system til hjælp af opstartsvirksomheder.
Indvendingen er at markedet selv bør håndtere venturekapitalen, uden offentlig indblanding. Men i praksis har det vist sig at det ikke fungerer sådan, og så er spørgsmålet i stedet hvor grænsen skal gå når det gælder krav om medfinansiering eller tilbagebetaling af lån.
Procentsatsen kan diskuteres i det uendelige, men vælger man et så højt niveau som i Sverige, er det eneste rimelige at den såkaldte syndikalisering mellem privat og offentlig kapital fra starten gennemføres i venturekapitalfonde med blandet kapital, således at den enkelte forsker og iværksætter ikke skal gennem det samme tovtrækkeri hver gang.
Næste skridt er indførelsen af en innovationsmiljøordning for at skabe overblik over godt 30 større og mindre forskerparker i Sverige. Inspirationen findes på den anden side af broen.
