Af Keld Broksø
Bolden ligger lige til foden, og alligevel rammer eurokampagnen ved siden af målet.
På begge sider af sundet, og i særdeleshed i Danmark i den ophedede debat op til afstemningen 28. september om Danmarks indførelse af euroen, er der et nærmest utilgiveligt fravær af perspektiver for Øresundsregionen.
Erhvervslivet, de politiske propartier og de store interesseorganisationer evner ikke at få mange pip med i debatten om det mest lysende eksempel for euroens fordele: Der er næppe andre grænseoverskridende regioner end Øresund, hvor euroen kan få så stor betydning for integrationen!
Det værste er, at erhvervslivet har vidst det længe. Og tilmed tror 38 procent af danske virksomhedslederne direkte på egne fordele af euroen – ifølge den ny undersøgelse European Business Survey fra revisionsfirmaet Grothen & Perregaard og Grant Thornton International.
Allerede i foråret 1999 lavede det danske og svenske handelskammer en prioriteret liste i kampen mod barriererne i Øresund. Som tredje prioritet – efter lavere brotakster og priser på bus- og togrejser – kom svensk og dansk indførsel af euroen.
Som direktør for det sydsvenske industri- og handelskammer, Stephan Müchler, siger til Rapidus:
— Fuld integration i Øresundsregionen kan ikke lykkes uden den fælles valuta, konstaterer han.
— Tænk på, hvad vi slipper for, når vi ikke skal bruge to valutaer i bus og taxa – eller i store beslutninger i erhvervslivet. Det er en fordel, at man kan se med det samme, hvad tingene koster, når man konkurrerer i Øresundsregionen.
Svenskerne har den undskyldning for manglende brutalitet i argumentationen, at de halter langt efter den danske eurodebat; – Alene af den grund, at det socialdemokratiske regeringsparti end ikke tør give en afstemningsdato endnu. Holdningen er kun et måske til euroen.
Alligevel er det betegnende, at end ikke på den stockholmske Riksdags hjemmeside kan de to eneste, svenske fuldblods tilhængerpartier, Folkpartiet Liberalerna og Moderata Samlingspartiet, finde på at nævne Øresundsregionen i den korte udgave af argumenterne for euroen.
Man skulle tro, at Øresund lå for langt væk fra Stockholm.
Ser man således fortvivlet videre på den danske side, så bar eksempelvis Socialdemokratiets 1. maj taler mere præg af det, som danskerne kan undgå fremfor det, som danskerne kan opnå ved et ja.
Koordinator for den socialdemokratiske kampagne for euroen, socialminister Henrik Dam Kristensen, brugte eksempelvis den svenske, spekulationsramte krones frie fald i begyndelsen af 1990erne som skræmmeeksempel for, hvad der kan ske uden en fælles euro.
Men hvad med det faktum, at med et dansk ja så presser man også Sverige til at bevæge sig ud af isolationen og ind i Øresundsintegrationen – fremfor at være indeklemt i en eurosandwich med Danmark i Syd og Finland i Nordøst?
Især sydsvensk erhvervsliv kan med et dansk ja gå lige til den skræmte, socialdemokratiske regering og spørge hvad så med os? Dermed kan Danmark hjælpe hele Øresundsintegrationen i gang ved – med et ja – at være løftestang for en svensk tilslutning.
Man skal heller ikke tage fejl af, at lige som et dansk ja gør det lettere for svensk proargumentation, så vil et nej i Danmark måske have endnu større betydning for en svensk euros fremtid. Et dansk nej vil nemlig medføre, at hele argumentationen med Øresundsregionens fordele mister krudtet.
– Og efter alle skåltalerne om regionens og integrationens fremtid, så har ingen gavn af det.
