En af finalisterne (men ikke vinder) til Øresunddirekt Business Award 2015, københavnske Graduateland fra Islands Brygge, vil nu udvide deres karriereportaler til resten af Skånes højere uddannelsessteder.
Firmaets karriereportaler er online platforme, som skal matche studerende og nyuddannede med virksomheder. Både Lunds Universitet kom på i 2012 og Malmö Högskola i 2013 med specialdesignede platforme.
– Vi er nu i dialog med en stribe andre højere uddannelsessteder i Skåne bl.a. i Kristianstad. Men også i Blekinge og Hamstad. Skåne har den fordel, at vi med svenske ansatte kan drive salgsarbejdet her fra Købehavn uden vi behøver at oprette kontor i Skåne, fortæller direktør Patrick Teglgård Lund.
Strategien handler om at lave mere målrettede portaler på de enkelte uddannelsessteder ud over hovedportalen Graduateland.com, så man også opnår et voksende Graduateland-netværk af universitetsportaler både på tværs af Øresund, men også på tværs af resten af Europa.
– Vi har nu samarbejde mellem universitetsportaler i 10 lande, men over Øresund synes som det mest oplagte, siger Patrick Teglgård Lund.
Også på CBS – Copenhagen Business School driver Graduateland en specialdesignet karriereportal, og de prøver også at komme ind på Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Højskole og Roskilde Universitet.
Graduateland har 20 ansatte i København og en i Stockholm. De seneste år har givet bruttoresultater på 6,5 og 8,5 mio. DKK, og seneste regnskabsår vendte et par år i minus til et positivt resultat efter bl.a. skat og afskrivninger til 189.000 DKK i plus.
Keld Broksø